26.10.2004

Arbejdsudbudsmodeller og skattereformer

Af: Anders Frederiksen og Jan V. Hansen

Selvfinansieringsgrader og fordelingskonsekvenser af en række skatteændringer præsenteres og diskuteres.

---

Traditionel økonomisk tankegang vedrørende fastlæggelse af arbejdsudbud præsenteres. Der redegøres for et nyere dansk studie af arbejdsudbud, som tager højde for en lang række institutionelle forhold. Med udgangspunkt i den estimerede model præsenteres og diskuteres selvfinansieringsgrader og fordelingskonsekvenser af en række skatteændringer. Dernæst sammenlignes resultaterne med tilsvarende beregninger foretaget af Finansministeriet. Afsluttende diskuteres udformningen af de kommende skattelettelser, der indfases i perioden 2004-07.

Indledning

Arbejdsudbuddet og dets determinanter er interessante ud fra en række betragtninger. Arbejdsudbuddets følsomhed over for lønnen efter skat og indkomstniveauet er direkte relateret til forvrid­ nings­ omkostningerne ved indkomstbeskatningen og er dermed input i en vigtig diskussion om indretning af skattesystemet. Indsigt i arbejdsudbuddets determinanter, både beslutningen om over­ hovedet at udbyde arbejdskraft (deltagelsesbeslutningen) og beslutningen om antallet af udbudte timer for de personer, der vælger at udbyde deres arbejdskraft (timebeslutningen), er afgørende for at kunne øge arbejdsstyrken i en situation med udsigt til stigende forsørgerbyrde. Ud over hensynet til effektivitet spil­ ler fordelingshensyn en vigtig rolle ved udformning af den økonomiske politik. Vurderinger af eksempelvis skattepolitikkens fordelingskonsekvenser kræver bl.a. viden om, hvordan lønnen efter skat påvirker arbejdsudbuddet.

Der er selvfølgelig en lang række andre forhold end snævert økonomiske, der har betydning for arbejdsudbuddet, og derfor kan økonomer som faggruppe selvfølgelig ikke monopolisere diskussionen om arbejdsudbuddets determinanter. Økonomer kan imidlertid yde et vigtigt bidrag til debatten ved at kvantificere betydningen af de forskellige effekter. Dette forudsætter relevante data, dvs. informationer om personers karakteristika og arbejdsudbud, samt opstilling af en estimerbar økonomisk model. I dette papir vil vi redegøre for en af de mest avancerede undersøgelser af arbejdsudbuddets determinanter i Danmark. Undersøgelsen udmærker sig ved både at anvende data, der er indsamlet specielt til formålet, og ved at bruge statistiske metoder, som giver præ­ cise og retvisende estimater. Undersøgelsen har bl.a. dannet baggrund for analyser i Det Økonomiske Råd (2001a og b).

I afsnit 2 diskuteres de institutionelle forhold, som er relevante for modellering af arbejdsudbud i Danmark, og den foretrukne økonomiske model præ­ senteres. Afsnit 3 redegør for de simulerede effekter af en række skatteændringer, og i afsnit 4 sammenlignes disse resultater med tilsvarende beregninger foretaget af Finansministeriet. Skattereformernes betydning for den økonomiske lighed præsenteres i afsnit 5. Afsnit 6 sammenfatter og konkluderer.

Arbejdsudbudsmodeller

Det er velkendt, at der er stor variation i antallet af timer, som forskellige personer vælger at arbejde i en given uge. De 37 timer, som er standard-arbejdsudbuddet i Danmark, bliver kun overholdt af nogle få grupper i samfundet. Denne variation i arbejdsudbud kan i et vist omfang forklares ud fra observerbare forskelle mellem personerne på arbejdsmarkedet, f.eks. er det velkendt, at mænd arbejder hen mod 41 timer i gennemsnit på en uge, medens kvinder typisk holder sig tættere på de 37 timer. Et andet eksempel er, at midaldrende personer gennemsnitligt arbejder mere end andre aldersgrupper. Med andre ord så spiller de individuelle karakteristika så­ ­ som køn, alder, civilstand, boligform, uddannelse osv. en rolle i valget af ugentlige arbejdstimer.

Et andet forhold, som har stor betydning for antallet af arbejdstimer, er timelønnen efter skat. Hvis man opfatter beslutningen om arbejdsudbud som et valg mellem arbejde - eller snarere erhvervelse af indkomst som forudsætning for materielt forbrug - og fritid, er det klart, at nytten ved at arbejde stiger relativt til nytten af fritid, hvis nettotimelønnen forhøjes, og personen øger dermed sin villighed til at arbejde flere timer. På tilsvarende vis kan der argumenteres for, at indkomstniveauet har en negativ indvirkning på personens arbejdsudbud. Disse to mod­ satrettede effekter, som betegnes substitutions- og indkomsteffekten, har stor betydning ved vurderinger af effekter af skattereformer, eftersom de bestemmer de individuelle adfærdsmønstre ved ændringer i nettotimelønnen og indkomstniveauet.

Det komplicerede skattesystem, som kendetegner et moderne samfund, gør arbejdsudbudsmodeller til en omfattende affære. Årsagen er, at arbejdsudbuddet som bekendt afhænger af nettotimelønnen, og at denne varierer som følge af det progressive skattesystem. Et "konstrueret" eksempel herpå kan gives ved at betragte en person, som p.t. arbejder 37 timer om ugen og har mellemskatten som sin marginale skat. Til den givne nettoløn vil personen gerne tage nogle timers overarbejde eller arbejde i et bijob, således at den ugentlige arbejdstid hæves til 40 timer. Men fordi indkomsten ved at tage de ekstra timer kommer til at overstige grænsen for topskattebetaling, vil nettolønnen på den sidst tjente krone falde og dermed også lysten til at øge arbejdsudbuddet. Resultatet kan derfor blive, at personen fravælger de ekstra arbejdstimer, der udløser topskat. Denne effekt ville ikke blive opfanget, hvis det progressive skattesystem udelades ved modelleringen af arbejdsudbuddet.2 

Et yderligere forhold, som komplicerer problemstillingen, er arbejdsløse personer. Årsagen er, at et arbejdsudbud på nul timer kan skyldes ufrivillig arbejdsløshed, men også at personen har valgt dette arbejdsudbud ud fra en betragtning om, at det ikke kan "betale" sig at arbejde til de givne lønninger.3 For at kunne modellere disse forhold er det på­ kræ­ vet, at personens økonomiske situation i beskæftigelse og uden for beskæftigelse beskrives i detaljer. Dette betyder i princippet, at man ud over kendskab til lønnen også skal kende alle personens overførsler og fradrag.

Ud fra ovenstående overvejelser kan vi principielt set beskrive den individuelle budgetbegrænsning, som udgøres af personens lønniveau, anden indkomst, overførsler, fradrag samt det eksisterende skattesystem, se Frederiksen og Hansen (2002) for en illustration og yderligere diskussion. Denne budgetbegrænsning beskrives ved ét indkomstniveau, givet personen er arbejdsløs, samt indkomstniveauer for de mulige niveauer af arbejdsudbud. Typisk vil indkomstniveauet uden for beskæftigelse være højere end ved få arbejdstimer som følge af aftrapningen af offentlige ydelser ved positiv lønindkomst. Ydermere vil indkomstniveauet vokse med aftagende hastighed som følge af de progressive skatter, f.eks. overgangen fra betaling af arbejdsmarkedsbidrag til betaling af bundskat og tilsvarende ved overgangene til mellem- og topskat.

Det danske studie, som kommer tættest på at modellere alle de ovenstående forhold, er Frederiksen, Graversen og Smith (2001), der med udgangspunkt i tidligere danske studier (Graversen 1998 og Graversen og Smith 1998) estimerer individuelle substitutions- og indkomstelastisiteter for en repræsentativ stikprøve af den danske befolkning for 1996. De anvendte data består af en stikprøve på godt 2.400 personer. Eftersom data er specielt indsamlet med det formål at estimere arbejdsudbud, indeholder de målinger på alle de komponenter, som er diskuteret ovenfor.

Metoden, som anvendes i studiet, er nyttemaksimering i traditionel forstand, hvor personen afvejer nytten ved forbrugsmuligheden mod dis-nytten ved arbejde under den bibetingelse, at budgetbegrænsningen skal være opfyldt. Dette ikke-lineære maksimeringsproblem vil placere personerne på deres respektive budgetbegrænsninger sådan, at fejlledet (afstanden mellem det observerede og det estimerede valg) er minimeret. Som en forbedring af modellen tillades eventuelle måle- og optimeringsfejl, som har til hensigt at opfange eventuelle restriktioner på arbejdsmarkedet der betyder, at personerne ikke kan arbejde det ønskede antal timer som følge af overenskomstaftaler eller manglende efterspørgsel. For en uddybende forklaring se diskussionen i Frederiksen og Hansen (2002).

Resultaterne i ovenstående studie viser, at de individuelle substitutionselasticiteter generelt er positive, medens indkomstelasticiteterne er negative men tæt på nul, se tabel 1. Da substitutionselasticiteterne generelt er aftagende fra første til tiende indkomstdecil, betyder det, at lavindkomstgrupperne har den største respons på en given procentuel ændring i lønnen. Da det ligeledes er tilfældet, at indkomstelasticiteten for alle grupper er meget tæt på nul, kan vi generelt fastslå, at den største dynamik finder sted i den lavere ende af indkomstfordelingen. Vigtigt i denne diskussion er imidlertid at påpege, at der ikke eksisterer en entydig sammenhæng mellem dynamik og den samfundsmæssige "gevinst" i forbindelse med skattereformer. Årsagen er, at arbejdsudbuddet er styret af en kompleks interaktion mellem substitutions- og indkomsteffekterne, hvilket betyder, at den reelle økonomiske konsekvens af en skattereform ikke kan aflæses direkte af elasticiteterne. Den foretrukne metode til vurdering af skattereformernes konsekvens for økonomien er derfor simulation, hvilket diskuteres i detaljer nedenfor.

Tabel 1. Beregnede gnsn. arbejdsudbudselasticiteter fordelt på køn 

Kompenseret	Substitutionselasticitet		Indkomstelasticitet
	Parameter	Std. afv.	Parameter	Std. afv.
Mænd	0,052	0,032	0,006	0,023
Kvinder	0,148	0,038	0,007	0,053

Kilde: Frederiksen m.fl. (2001)  

Umiddelbare og afledte effekter af skattereformer

Skattereformer simuleres med udgangspunkt i de estimerede substitutions- og indkomstelasticiteter, som angiver adfærdsmønsteret for det enkelte individ ved ændringer af henholdsvis nettoløn- og indkomstniveau. En given skattereform vil typisk ændre marginalskatten for en gruppe individer i samfundet, hvilket afføder en respons gennem substitutionseffekten. Tilsvarende vil skattereformen ændre indkomstniveauet for en gruppe af personer, der oftest vil være større end den, som bliver berørt af marginalskatteændringen, hvilket stimulerer en ændring af arbejdsudbuddet gennem indkomsteffekten. Den totale effekt på arbejdsudbuddet af en given skattereform er derfor et empirisk spørgsmål, som afhænger af størrelsesforholdet mellem substitutions- og indkomstelasticiteterne, størrelsen af de berørte grupper samt omfanget af skattereformen.

Formålet med simulering af skattereformer er, ud over en vurdering af arbejdsudbudseffekterne, at kunne udtale sig om de statsfinansielle konsekvenser. En skatteændring vil umiddelbart resultere i et ændret skatteprovenu. Som eksempel vil en fjernelse af mellemskatten være forbundet med et umiddelbart indtægtstab på 12-13 mia. kroner. Af oven­ stående diskussion vil vi imidlertid forvente, at arbejdsudbuddet ændres som følge af skatteændringen, og i situationen med mellemskatten viser det sig ved simulation, at henved 26 pct. af den initiale nedgang i skatteprovenuet vil komme igen som følge af beskatning af et øget arbejdsudbud. Dette resultat tager imidlertid kun højde for den umiddelbare effekt, som følger af at ændre personens budgetbegrænsning. Mere generelt er det vigtigt at indregne de afledte effekter, som følger af en skattereform, herunder at øget disponibel indkomst erfaringsmæssigt øger privatforbruget og dermed de offentlige indtægter fra moms og afgifter. Her er det valgt kun at medregne afgiftsgrundlaget fra den forbrugsøgning, som det øgede arbejdsudbud giver produktionsmæssig dækning for. Dette svarer til en antagelse om, at den nationale opsparing målt i kroner skal være uændret - eller at underfinansieringen af skattelettelsen kan være lig med den afledte stigning i den private finansielle opsparing, jf. diskussionen i Frederiksen og Hansen (2002). For mellemskattereformen betyder dette, at selvfinansieringsgraden stiger fra 26 til 41 pct.

Med udgangspunkt i den estimerede model i Frederiksen m.fl.(2001) præsenteres en række simulationer af personskatteændringers selvfinansieringsgrader. Da de estimerede elasticiteter varierer for indkomstgrupper, vedrører skatteeksperimenterne både lav-, mellem- og højindkomster. Følgende ufinansierede lettelser i personskatten er simuleret med udgangspunkt i skattesystemet i 2002:4

Tabel 2. Selvfinansieringsgrad ved forskellige indkomstskattenedsættelser
inkl. afledte forbrugsvirkninger

	Indkomstskatte- provenue	Inkl. afledt forbrugsvirkning ved uændret dansk opsparing a)
Højere topskattegrænse (350.000 kr.)	0,58	0,89
Højere topskattegrænse (450.000 kr.)	0,53	0,80
Fjernelse af topskat	0,21	0,33
Højere mellemskattegrænse	0,39	0,59
Højere mellem- og topskattegrænse	0,44	0,69
Fjernelse af mellemskat	0,26	0,41
Reduktion af bundskat	0,12	0,19
Højere personfradrag	-0,02	-0,02

a) Det er antaget, at alle personer har en marginal forbrugstilbøjelighed på 0,8 og at 30,5 pct. af forbrugsudgiften er moms og afgifter.
Kilde: Frederiksen og Hansen (2002)

•    Topskatten fjernes
•    Mellemskatten fjernes
•    Bundskatten reduceres fra 5,5 til 3,5 pct.
•    Forhøjelse af topskattegrænsen fra 276.900 til 360.000 kr. og mellemskattegrænsen fra
     177.900 til 240.000 kr.
•    Forhøjelse af topskattegrænsen fra 276.900 til 450.000 kr.
•    Forhøjelse af topskattegrænsen fra 276.900 til 350.000 kr.
•    Forhøjelse af mellemskattegrænsen fra 177.900 til 240.000 kr.
•    Forhøjelse af personfradraget fra 33.400 til 37.400 kr.

Eksperimenterne er designet, så skattelettelsen har omtrent samme umiddelbare provenuvirkning for de fire første eksperimenter (ca. 12-14 mia. kr.) hen­holdsvis de fire sidste eksperimenter (ca. 6-8 mia. kr.).

Ovenfor præsenteres de enkelte elementer i selv­ finansieringsgraden for eksperimenterne, idet der først fokuseres på indkomstskatteprovenuet, og efterfølgende medtages forbrugsvirkningen, hvorved den samlede finansieringsgrad opgøres, jf. tabel 2.

Det mindste tab på indkomstskatteprovenuet fås ved at hæve grænsen for, hvornår der skal betales topskat til 350.000 kr. 58 pct. af det initiale indkomstskatteprovenutab kommer tilbage i form af højere indkomstskatter. Personer, der befin­der sig i indkomstintervallet mellem 276.900 kr. og den fore­ slå­ede grænse på 350.000 kr., vil opleve et markant fald i deres marginalskat fra omkring 63 pct. til 50 pct. Dette vil give anled­ning til en kraftig substitution væk fra fritid over mod ar­ bejde. Personer med høje indkomster (over 350.000 kr.) kom­mer ikke til at stå over for en lavere marginalskat, men får ligesom gruppen med indkomster mellem 276.900 og 350.000 kr. en større disponibel indkomst og vil derfor vælge at holde mere fri (indkomsteffekt).

Da skattelettelserne forøger den disponible indkomst, giver dette anledning til høje­ re selvfinansie­ringsgrader via øget forbrug. Forbrugseffekten i sig selv bringer selvfinansieringsgraden op på 0,93, men betingelsen om fastholdt opsparing nedjusterer selvfinansieringsgraden til 0,89. Selv den mest effektive skattenedsættelse er dermed ikke fuldt selvfinansierende, men er dog tæt på.

En forhøjelse af topskattegrænsen til 450.000 kr. har en samlet selvfinansieringsgrad på 0,80, hvoraf selvfinansieringsgraden vedrørende indkomstskatteprovenuet er 0,53.

Hvis topskatten helt afskaffes, vil det resultere i en samlet selvfinansieringsgrad på beskedne 0,33. I forhold til kun at hæve topskattegrænsen vil personer med meget høje indkomster også få gavn af en lavere marginalskat, men da denne gruppe har en relativt høj indkomstelasticitet, bliver den samlede arbejdsudbudsrespons behersket. Den begrænsede arbejdsudbudseffekt bevirker, at forbrugseffekten kun får lov til at slå ud i moderat omfang.

De beskrevne mekanismer bag forskelle i selvfinansieringsgrader for hhv. en stigning i bund­ grænsen for topskatten og afskaffelse af topskatten gør sig også gældende for mellemskatten. Der er en relativt høj finansieringsgrad på 0,59 ved at hæve mellemskattegrænsen til 240.000 kr. Det er primært per­ so­ ner fra de nederste og mellemste indkomstdeciler, der vil vælge at forøge deres arbejdsudbud. Selvfinansieringsgraden ved helt at fjerne mel­lemskatten er kun 0,41.

En reduktion i bundskattesatsen har en samlet selvfinansieringsgrad på 0,19. Det er primært personer med lave indkomster, der vælger at forøge deres arbejdsudbud. Stigningen i mellem- og højindkomstgruppers arbejdsudbud er begrænset i forhold til den relativt høje skattebespar­else, de opnår.

En forhøjelse af personfradraget, hvilket svarer til at øge bund­ skattegrænsen, har en negativ virkning på arbejdsudbuddet. Det skyldes, at der stort set ikke findes personer med en så lav indkomst, at deres marginalskat vil blive reduceret. Dermed vil en forhøjelse af personfradraget næsten udelukkende sænke gennemsnitsskatten for alle indkomstgrupper, der derfor redu­cerer deres arbejdsudbud. Der er derfor ikke produktionsmæssig dækning for forbrugsvirkningen, og den samlede selvfinansieringsgrad bliver dermed svagt negativ.

Andre beregninger af skattelettelsers selvfinansieringsgrad6

Et alternativ til den ovenstående simulering af skattereformer er foretaget af Finansministeriet (2002). Rapporten indeholder beregnede virkninger på arbejdsudbud og offentlige finanser af ændringer i personskattesystemet med udgangspunkt i gennemsnitlige elasticiteter og "lineær" fremskrivning. Selv­ om dette er en forsimpling i forhold til simuleringsmetoden beskrevet ovenfor giver det mulighed for på en relativ enkel måde at lave vurderinger af effekterne af skattereformer.

I tabel 3 er nævnt en række metodemæssige forskelle mellem studierne, og i tabel 4 er angivet de beregnede selvfinansieringsgrader i de to studier. Der ser ud til at være pæn overensstemmelse mellem resultaterne i bunden af skatteskalaen (personfradrag og bundskattesats), mens de to metoder vurderer de øvrige eksperimenter forholdsvist forskelligt. Ifølge beregningerne i Finansministeriet (2002) er det mest hensigtsmæssigt at lempe satsen for mellem- og topskat; ifølge Frederiksen og Hansen (2002) bør lempelsen i stedet ske ved at øge bund­ græsen for disse skatter.

Det forhold, at personer i beregningen i Frederiksen og Hansen (2002) antages at optimere på hele budgetsegmentet, betyder, at eksempelvis personer, der ikke betaler topskat, kan reagere på en ændring i topskattens bundgrænse. Dette er ikke tilfældet i beregningerne i Finansministeriet (2002), hvor personer i princippet kun reagerer på ændringer i de skatter, som de betaler.7 Dette kan forklare, hvorfor Frederiksen og Hansen (2002) finder større effekt af ændrede progressionsgrænser i mellem- og top­ skat, end Finansministeriet (2002) gør. Der er dog også en række andre forskelle mellem de to studier. Personkredsen, der får skattelettelser i Frederiksen og Hansen (2002), er snævrere end personkredsen i Finansministeriet (2002). Det trækker isoleret set i retning af, at selvfinansieringsgraderne bliver højere i Frederiksen og Hansen (2002), især for lettelser i bunden af skalaen, da en række personer permanent uden for arbejdsstyrken betaler lavere skat, uden at deres arbejdsudbud øges.

Det datamæssige udgangspunkt for beregningerne i Finansministeriet (2002) er en repræsentativ stikprøve på 3,3 pct. af befolkningen. Personernes reaktion på ændret personskat er delt op i en timeeffekt og en deltagelseseffekt, hvor reaktionen i Frederiksen m.fl. (2001) er modelleret simultant. I Finansministeriets beregninger vedrører timeeffekten alle beskæftigede, mens deltagelseseffekten er begrænset til ledige og personer på efterløn. Timeeffekten er kvantificeret med udgangspunkt i de aggregerede substitutions- og indkomstelasticiteter fra den foretrukne model i Frederiksen mfl. (2001). Deltagelseseffekten bygger på vurderinger af diverse estimater af sammenhængen mellem strukturledighed og kompensationsgrader i dagpengesystemet samt estimater af virkningen af efterlønsreformen i 1998. Finansministeriets metode trækker isoleret i retning af højere selvfinansieringsgrader.

Tabel 3 Oversigt over vigtige metodemæssige forskelle ved fastlæggelse af arbejdsudbud   

Frederiksen m.fl.(2001), Frederiksen og Hansen (2002)	Finansministeriet (2002)
Estimeret model, hvor datagrundlaget er 2441 personer i alderen 18-59 år i 1996. Visse grupper er udeladt (selvstændige, studerende, langtidssygemeldte og førtidspensionister).	Kalibreret model på 3,3 pct. stikprøve, der er repræsentativ for alle skattepligtige personer i 1999.
Adfærd er personspecifik og afhænger af arbejdstid, timeløn, alder, køn, uddannelse, civilstand, antal børn, boligform osv.	Bruger samme aggregerede substitutions- og indkomstelasticiteter som Frederiksen m.fl. (2001), men elasticiteter varierer med køn, arbejdstid og timeløn.
Der skelnes mellem timeløn i heltids- og ekstrajob samt timeløn ved overarbejde.	Den anvendte timeløn er et gennemsnit for heltids- og ekstrajob samt overarbejde.
Der er estimeret arbejdsudbud for ledige.	Der er indlagt deltagelseseffekt for ledige og personer over 60 år med udgangspunkt i makrolønrelationer og empirisk studie af effekt af efterlønsreform.
Estimerede eller beregnede transaktionsomkostninger ved overgang fra arbejdsløshed til job og ved bijob indgår i bestemmelsen af personers adfærd.	Fravær af transaktionsomkostninger.
Personer optimerer over hele budgetsegmentet, dvs. der reageres også på ændringer i skatter, som pt. ikke betales.	Personer reagerer på ændringer i de skatter, som de pt. betaler.

Tabel 4 Beregnede selvfinansieringsgrader i to studier

	Frederiksen og Hansen (2002)	Finansministeriet (2002)
Personfradrag	-0,02	0,00
Bundskattesats	0,19	0,18
Mellemskattegrænse	0,59	0,33
Mellemskattesats	0,41	0,51
Topskattegrænse	0,89	0,50
Topskattesats	0,33	0,52

Et andet område, hvor de to metoder adskiller sig, er opgørelsen af timelønnen. Det er en selv­stændig pointe i Frederiksen m.fl. (2001), at timelønnen ved hoved- og bijob samt timelønnen ved overarbejde er forskellige, og dette tages der hensyn til, når den marginale timeløn for et individ fastlægges. I Finansministeriet (2002) anvendes en gennemsnitlig timeløn. Det er klart, at det mål, der er relevant for fastlæggelse af en persons arbejdsudbudsrespons på en skatteændring, er den marginale timeløn.

Tabel 5. Ændring i ulighed og selvfinansieringsgrad ved forskellige indkomstskattenedsættelser.

	Ændring i  Gini-koefficient, pct.	Selvfinansieringsgrad inkl. afledt forbrugsvirkning ved uændret dansk opsparing
Højere topskattegrænse (350.000 kr.)	3,54	0,89
Højere topskattegrænse (450.000 kr.)	6,87	0,80
Fjernelse af topskat	9,36	0,33
Højere mellemskattegrænse	0,97	0,59
Højere mellem- og topskattegrænse	4,97	0,69
Fjernelse af mellemskat	4,54	0,41
Reduktion af bundskat	0	0,19
Højere personfradrag	-1,23	-0,02
Kilde: Frederiksen og Hansen (2002).

Fordelingskonsekvenser af skattelettelser

I tabel 5 er vist en sammenstilling af skattereformernes fordelingsvirkninger belyst ved ændringer i Gini-koefficienten. En Gini-koefficient angiver graden af ulighed i en økonomi, og en forøgelse af "Ginien" har den konsekvens, at uligheden øges. En fjernelse af topskatten virker klart mest ulighedsskabende, mens højere personfradrag er det eneste indgreb, der øger ligheden. Den er bemærkelsesværdigt, at forøgelse af bundgrænsen for betaling af mellem- og topskat øger uligheden betydeligt mindre end ved helt af fjerne mellem- og topskatten. Det er således et betydeligt gunstigere ombytningsforhold mellem efficiens og lighed ved at øge bundgrænsen for mellem- og topskat end ved fuldstændigt at fjerne disse to skatter.

Sammenfatning og diskussion

Vi har præsenteret et nyere dansk studie af arbejdsudbud med særlig vægt på de bindinger og muligheder, som danske institutionelle forhold og data udgør. De estimerede gennemsnitlige arbejdsud­ buds­ elasticiteter for mænd og kvinder i den foretrukne specifikation er henholdsvis 0,052 og 0,148. Den estimerede model for arbejdsudbud er brugt til at simulere selvfinansieringsgrader og fordelingsvirkninger ved en række ufinansierede personskattelettelser. Hovedindtrykket er, at ufinansierede personskattelettelser som helhed har relativt små selvfinansierigsgrader, det gør sig især gældende for reduktion af bundskatten og fjernelse af topskatten. Selvfinansieringsgrader tæt på 100 pct. optræder kun ved øgning af topskattens bundgrænse.

En fjernelse af topskatten virker klart mest ulighedsskabende, mens højere personfradrag er det eneste indgreb, der øger ligheden. Det er bemærkelsesværdigt, at øgning af bundgrænsen for betaling af mellem- og topskat øger uligheden betydeligt mindre end ved helt af fjerne mellem- og topskatten.

Metoden og resultaterne sammenlignes med tilsvarende beregninger af selvfinansieringsgrader i Finansministeriets publikation: "Fordeling og incitamenter 2002". Især hvad angår lettelser i toppen af skatteskalaen er der uenighed om størrelsen af selvfinansieringsgraderne. Mulige årsager hertil diskuteres.

De kommende skattelettelser, der indfases i årene 2004-07, består af et beskæftigelsesfradrag og en øgning af mellemskattegrænsen. Lettelserne reducerer således marginalskatten i bunden og i midten af skatteskalaen. Der er ingen tvivl om, at fordelingshensyn har spillet en vigtig rolle ved dimensionering af skattelettelserne, hvilket er forklaringen på, at de "maksimale" selvfinansieringsgrader ikke er opnået.

En helt præcis vurdering af de kommende skattelettelsers konsekvenser forudsætter en opdatering af det præsenterede modelapparat. De præsenterede beregninger bygger på en stikprøve fra 1996, der er fremskrevet til skattesystemet, som det så ud i 2002. Den bedste faglige vurdering af konsekvenserne af denne skattereform fremkommer ved at basere estimation og simulation på data, der er tættere på den relevante periode.

Noter

1.   Ud over forfatternes eget bidrag bygger artiklen på forskning udført i samarbejde med professor Nina Smith og forskningsleder Ebbe K. Graversen. Analysen er baseret på data indsamlet af Rockwool Fondens Forskningsenhed. Vi alene er ansvarlige for artiklens indhold.

2.   Teknisk set har det progressive skattesystem den effekt, at budgetbegrænsningen bliver ikke-lineær. Tilsvarende viser det sig, at variation i personens løn som følge af forskelle mellem løn i f.eks. hovedbeskæftigelsen (de første 37 timer) og ved overarbejde, er en yderligere kilde til ikke-linearitet. Dette er en vigtig pointe, eftersom kompleksiteten af optimeringsalgoritmen (den algoritme, som placerer individerne optimalt på budgetbegrænsningen givet nyttefunktionen) stiger i graden af ikke-linearitet.

3.   Det samme argument kan ækvivalent skrives som: "Personen har valgt et arbejdsudbud på nul timer ud fra en betragtning om, at det ikke kan betale sig at arbejde givet det eksisterende niveau for løn, overførsler og skatter".

4.   Eksperimenterne blev designet i foråret 2001, hvor der ikke var viden om fradragsgrænserne vedrørende 2002. Alle fradragsgrænser vedrører derfor 2001, mens satserne vedrører 2002.

5.   Der er ikke taget højde for alle mulige afledte effekter. En sænkning af bundskatten kan afdæmpe lønstigningstakten. Der er heller ikke taget højde for reducerede overførsler, som skyldes, at en del af det øgede arbejdsudbud opstår ved, at ledige kommer i beskæftigelse. Begge udeladelser trækker i retning af at undervurdere de positive effekter ved ­ eks­ perimenterne.

6.   Afsnittet bygger på Hansen (2002).

7.   Der er dog i beregningerne foretaget en minimal håndkorrektion af provenuerne for at imødekomme det principielle i argumentet.

Litteratur

Det Økonomiske Råd (2001a): Dansk Økonomi, forår 2001. København

Det Økonomiske Råd (2001b): Dansk Økonomi, efterår 2001, København.

Finansministeriet (2002): Fordeling og incitamenter 2002. København.

Frederiksen, A. og J. V. Hansen (2002): Skattereformer: Dynamiske effekter og fordelingskonsekvenser. Nationaløkonomisk Tidsskrift, 2002, nr. 2.

Frederiksen A., E. G. Graversen og N. Smith (2001): Overtime Work, Dual Job Holding and Taxation, IZA WP no. 323.

Graversen E. K. (1998): Labour Supply and Work Incentives. Ph.D.-tesis 1998-2, University of Aarhus.

Graversen, E. K. og N. Smith (1998): Labour Supply, Overtime Work and Taxation in Denmark, CLS WP 98-06.

Hansen, J. V. (2002): Kommentar: Beregnede virkninger af personskattelempelser, Nationaløkonomisk Tidsskrift, 2002, nr. 3.