Krisen er trumf
Op af stolen.
DJØF Bladet nr. 10, 2010 26.05.2010
Af:
Clement Behrendt Kjersgaard
Da Lars Løkke tirsdag d.11/5 aflyste sit ugentlige pressemøde – fordi oppositionen havde lagt præsentationen af ’Fair Løsning’ samtidig – havde det en snert af déja-vu. Er det ikke kun et år siden Fogh aflyste pressemøder, der kun ville have handlet om hans egen fremtid? Måske er en politikers magt præcis så stærk som hans evne til at skifte emne, når det passer ham. Den mulighed mistede Fogh først i de sidste måneder af sine syv år som statsminister, men det er en luksus, Løkke aldrig har haft. Ikke at han bærer hele skylden selv: Krisen har haft den ganske simple effekt, at ethvert andet emne end netop økonomien fordufter fra den politiske dagsorden.
Den selvsamme tirsdag fik en historisk atmosfære takket være Gordon Brown’s farvel til Downing Street. Den kejtede finansminister, der fik foræret rollen som regeringschef men aldrig slap ud af sin forgængers skygge og måtte betale prisen for krisen med noget, der lignede et uafvendeligt valgnederlag. Kunne dét ikke også være Løkke? Og hvad siger det forresten om tidsånden, at vælgerne i rap kasserer en Republikaner (Bush), en socialdemokrat (Brown) og en moderat liberalist (Løkke)? Dels, at krisen er så kolossal, at der er medansvar nok til alle. Og dels, blot: At vælgere nu engang er flokdyr, der skifter retning med forbløffende regulære intervaller. Hvor ofte lykkes det for noget parti at være i regering i mere end et årti? Folk som Reagan og Thatcher fik afløsere, der kunne beholde magten – men kun i én periode, og i begge tilfælde falmede handlekraften øjeblikkeligt.
Som om det ikke var galt nok, viste S-SF’s kernebudskab om forhøjet arbejdstid sig at indeholde tre ganske effektive fælder for VK:
1)Regeringens første respons lød: Det virker kun på langt sigt – hvad med kort? Det er en kritik, der lyder til forveksling som en kompliment, og som oppositionen kun kan håbe vil blive gentaget ofte.
2)Hvor regeringen før udspillet havde talt de aktuelle problemer ned (krisen er vendt, besparelserne er moderate), blev den nu tvunget til at tale dem op i håbet om at illustrere oppositionens uansvarlighed.
3)Udspillet fanger regeringen i sine egne udeladelser: VK havde insisteret på ikke at ville tale detaljeret om fremtiden og ikke frivilligt diskutere balancen mellem den offentlige og den private sektor. Men for at kunne angribe planen måtte ministrene nu åbne diskussionen om begge dele – og dét endda med udgangspunkt i bekymring for den private sektor, læs: Skepsis overfor den offentlige, som VK ellers har gjort sig sådan umage for at være en uideo-
logisk beskytter af.
Regeringen synes dermed at være endt med tre argumenter, den helst havde vært fri for at føre i marken: De kortsigtede problemer er store (dem VK selv skal løse nu), de mere langsigtede problemer er nogle, oppositionen faktisk har taget fat på – selvom det på sigt er den private, ikke den offentlige sektor, der giver VK grund til bekymring. Dermed har S-SF for en stund tilbageerobret ejerskabet over ’velfærden’ og tvunget regeringen op i noget, der ligner et ægte liberalistisk hjørne. I den udstrækning emnet er skiftet, er det netop ikke sket på statsministerens initiativ – og ikke i den retning, han selv havde foretrukket.
Vælgernes frustration er altid til fordel for oppositionen, men kun så længe den ikke vinder. Bare spørg Demokraterne, der allerede i november skal møde vælgerne igen. Det er ganske forudsigeligt, at vælgerne fælder både blå og røde regeringer, der ikke har andet tilfælles end dét, at de har haft vagten, mens korthusene væltede. Men det er også ganske fair. For det er ideologiske grundprincipper på begge de to politiske fløje, som bliver udfordret af krisen – og af de mange økonomiske udfordringer, som den kun er det første varsel om.