Pensionsalder, økonomiske råderum og finansiering

I 2025 skal Folketinget beslutte om pensionsalderen skal øges til 70 år i 2040.

Med velfærdsforliget i 2006 blev det aftalt, at forøgelsen af den gennemsnitlige levealder skulle medføre en tilsvarende udskydelse af pensionsalderen - dog med en vis forsinkelse. Pensionsalderen er steget fra 65 år til i dag 67 år, og det er planen, at den skal stige gradvis til 74 år i 2070.

Siden 2006 er efterlønnen afskaffet, og der er indført to nye muligheder for tidligere tilbagetrækning: Seniorpension i 2019 og Tidlig pension (Arne-pension) i 2020. Samtidig er fordelingen af levealder blevet socialt mere ulige.

Meningsmålinger peger på, at et flertal af danskerne er imod den planlagte højere pensionsalder. Der synes også at være ønsker om mere tid til samvær, frivilligt arbejde og selvorganisering samt et mere bæredygtigt forbrug.

Stigende pensionsalder er en af forudsætningerne for det beregnede store finanspolitiske råderum i dansk økonomi. Men hvor validt er det økonomiske råderum?

Den demografiske udvikling presser de offentlige budgetter, og stigende udgifter til oprustning og grøn omstilling gør spørgsmålet om finansiering af de offentlige udgifter aktuelt.

Omkring år 2000 havde Danmark verdens højeste skattetryk. Med de aftalte skattelettelser nærmer det sig nu mellemgruppen af EU-landene. Er der plads til både skattelettelser og velfærd?

Arrangementet sætter fokus på:

• Forudsætningerne bag Velfærdsforliget og de senere ændringer på pensionsområdet.
• Begrebet Økonomisk Råderum, dets forudsætninger og validitet.
• Tilbagetrækningsalder, arbejdsudbud og frivilligt arbejdes betydning.
• Finansiering af velfærden, herunder skattetrykkets udvikling siden år 2000 – i DK og internationalt.