10 ting, medarbejdere siger, de elsker ved deres leder

Foto: Unsplash/Martin Fenton

5 min.

Stine Bjerre Herdel, ledelsespolitisk rådgiver
Kopier link

Der er næsten ikke noget bedre, du kan gøre for den person, du er leder for, end at sige: ”Jeg har din ryg”. Eller bare ”Tak”.

Vi går på juleferie med en lille stjerneregn af de ting, folk siger, er det allerbedste ved deres leder.

”Lederen er jo ansat til at tage skraldet, og derfor kan vi tale til ham, som vi vil.”

Sådan refererede en kvinde forleden på LinkedIn til en samtale, hun havde haft med en ung medarbejder. Og selvom vi godt kan blive enige om, at ledere er ansat til at have et særligt ansvar, så er det måske en lige lovlig stram måde at tegne leder-medarbejder-relationen op på.

Der kan helt sikkert være nogle anspændte forhold mellem ledere og medarbejdere rundtomkring, og der findes da også masser af fortællinger om hæslige chefer både i film, bøger og tegneserier – så det kan indimellem føles, som om man per definition bliver placeret lidt i skurkekassen, når man er chef.

Men faktisk er det ret sjældent, at det forholder sig sådan i virkeligheden, i hvert fald her i Danmark. Dansk Erhverv spurgte tidligere på året danskerne om, hvordan de har det med deres nærmeste leder, og her viste det sig, at flere end 9 ud af 10 (92%) beskæftigede danskere faktisk har en god relation. Resultatet gik på tværs af både køn, alder, region, private og offentlige sektor, så noget tyder på, at det overordnet forholder sig ret så positivt.

Vil man dykke ned i, hvad det er, der særligt bliver lagt vægt på, når medarbejderne fremhæver kvaliteter ved chefen, kan man gå flere veje. Man kan konsultere forskningen, man kan se på forskellige undersøgelser – og så kan man trawle LinkedIn, som kan være en gylden kilde til smukke hverdagsrelationer mellem leder og medarbejder. Første gang, jeg for alvor lagde mærke til det, var, da tidligere private banking-direktør i Danske Bank Bente Larsen sidste år gik på pension. Sjældent har man set så mange mennesker sætte ord på deres anerkendelse af hende som leder. Primært handlede det om hendes åbne dør, det lyttende øre og ikke mindst evnen til at se, anerkende, tro på og løfte medarbejderne.

''Jeg tror, at vi skal blive gode til at hylde dem, der lærer os noget – eller i det mindste bare turde fortælle dem, at de kan noget særligt''

Louise Dinesen

Det, der får os til at vokse som mennesker

Et af de nyere eksempler var, da ledelsesrådgiver Louise Dinesen i november lagde et opslag op, hvor hun sendte en anerkendelse til sin egen tidligere chef. Det affødte en kavalkade af andre folk, der hyldede deres chefer med ord som:

  • Brillerer altid med sit nærvær, når vi ses. Hun giver mig en oplevelse af, at det, jeg siger, er vigtigt og har sin berettigelse. Så smiler hun altid – også når hun guider mig lidt til højre eller venstre.

  • Giver plads til fokus på min og andre lederes trivsel, for at tillade engageret meningsudveksling, for at hylde perspektivrigdom, for at vise omsorg og være betænksom.

  • Er altid til rådighed for sparring og stiller generøst sin egen viden til rådighed for at bane vejen for åben og ærlig dialog. Har modet til at være tydelig og stå fast på gældende rammer og vilkår.

  • Har givet tid og plads og mulighed for udvikling og uddannelse.

  • Altid anerkender, lytter og støtter i tykt og tyndt. Altid med et kæmpe overskud og sin eminente humor. Og husk nu humoren – den kan nemlig flytte bjerge!

  • Formår på trods af en proppet kalender at være supernærværende og altid tilgængelig for sparring.

  • Har banet vejen for mig.

  • Formåede at se mennesket og potentialet i den yngste fuldmægtig og var samtidig en bad-ass powerkvinde.

  • Havde en tydelig ordentlighed i værdigrundlag, udviste tillid og gav plads til mig.

  • Jeg har din ryg, sagde chefen. Det gjorde alverden for mig med de beslutninger, der skulle tages – og det betød, at modet ikke forlod mig.

Og de 10 ovenstående citater rummer netop essensen af det, som de fleste sætter højest ved en leder, oplever Louise Dinesen, som ud over at være ledelsesrådgiver er forfatter til flere ledelsesbøger. Jeg tog fat i hende for at høre, hvad hun selv tænker om de mange leder-hyldester, der kom ud af hendes opslag:

 

- Det er jo lidt tankevækkende, at ingen af de citater faktisk handler direkte om det faglige. Der er ikke nogen, der siger “tak, fordi du lod mig lave de spændende analyser eller opgaver”. Eller “tak for at give mig indflydelse”. Det er overvejende det relationelle, der træder frem. Ikke fordi det faglige ikke er vigtigt for os, men når et andet menneske rammer os følelsesmæssigt, så er det dét, vi virkelig husker, siger Louise Dinesen selv om opslaget og den medfølgende tråd.

Selv anerkender og takker hun i sit eget opslag sin tidligere chef for at have sagt ”jeg går lige bag dig hele tiden”, da hun selv stod over for komplekse opgaver i organisationen, som hun var i tvivl, om hun kunne løfte. Men hans ord gjorde hende stærkere og gav hende troen på, at hun kunne lykkes. Og at fremhæve netop de ledere, der gør andre mennesker stærkere, bør vi gøre meget mere, mener hun. ”Jeg tror, at vi skal blive gode til at hylde dem, der lærer os noget –  eller i det mindste bare turde fortælle dem, at de kan noget særligt,” skriver hun i opslaget og uddyber i vores snak:

- Du kan jo indrette en arbejdsplads på 100 forskellige måder, men grundlæggende vil det altid være de samme menneskelige dyder, der tæller. Vi ved fra undersøgelser, blandt andet et stort McKinsey-studie, at når mennesker stopper i et job uden at have noget andet, så er det mange gange, fordi de ikke føler sig værdsatte eller som en del af et selskab. Omvendt, når vi føler os værdsatte og værdige, så vokser vi – og husker vi den, der fik os til at føle os noget værd.

(artiklen fortsætter under billedet)

Portræt af Louise Dinesen

Louise Dinesen. Foto: Mads Stigborg

Godmorgen, tak og undskyld

Rent psykologisk er der relativt enkle forklaringer på, hvorfor det netop er kvaliteter som tillid, anerkendelse, nærvær og åbenhed, der får medarbejderne til at påskønne deres leder. Det handler ganske enkelt om, at det er den adfærd fra andre, der, som Louise Dinesen nævner, får os selv til at vokse som mennesker.

Tag et simpelt ord som ’tak’ – eller den gestus at vise taknemmelighed. Det har den amerikanske professor i organisationspsykologi Adam Grant skrevet hele bøger om. Han forklarer, at når vi modtager taknemmelighed, føler vi os værdsatte, og det kaster en række positive effekter af sig. Blandt andet motiverer det os til at være mere generøse, hjælpsomme og overbærende over for den person, der sagde tak. Og så får det os til at føle os dygtigere – hvilket igen gør os mere produktive. Taknemmelighed øger ’pro-social behavior’, som det hedder inden for forskningen. Så når ledere udviser taknemmelighed, så får de det tifold tilbage igen i form af medarbejdernes anerkendelse og øgede produktivitet.

Det samme gør det, at en leder gør noget så simpelt som at sige godmorgen til folk hver dag og undskyld, når der er behov for det. Fordi det viser interesse, respekt og empati. Det har de danske ledelsesrådgivere Elize Dimare og Johnny Sørensen i øvrigt skrevet en hel bog om (“Godmorgen, tak og undskyld”), hvis man skulle være interesseret i at dykke ned i det.

Men som sagt, så er det faktisk på langt de fleste arbejdspladser, at opfattelsen af nærmeste leder er positiv. Og de steder, hvor den ikke er, der handler det ifølge undersøgelsen fra Dansk Erhverv som oftest om, at folk oplever, at deres leder ikke udviser interesse for dem og deres opgaver, ikke involverer dem, er utilgængelige eller ikke har fokus på deres udvikling.

Men som du kan se ovenfor, så behøver det ikke at være store, forkromede indsatser, der skal  til, for at dine medarbejdere synes, du er en god chef, som de har lyst til at gøre noget ekstra for. Så når du sender årets julehilsen, inden du går på ferie, så husk endelig at sende folk din oprigtige tak for i år. Det kan kun give dig flere stjerner i bogen.