Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.
Læs om de nye regler for registrering af arbejdstid.
Fra den 1. juli 2024 har alle arbejdsgivere pligt til at registrere den daglige arbejdstid for alle medarbejdere.
Det betyder, at du skal registrere, hvor meget du arbejder. Lige meget hvornår det er. Det kan være, når du har rejsetid i forbindelse med tjenesterejse, eller hvis du arbejder, efter dine børn er lagt i seng.
De eneste, der ikke skal tidsregistrere, er de såkaldte selvtilrettelæggere. Det er en meget snæver gruppe, der blandt andet består af administrerende direktører.
Selvom det er et krav, at du registrerer hvor meget du arbejder, så er det ikke et krav at oplyse, hvornår din arbejdsdag starter eller slutter.
Derfor kan din arbejdsgiver vælge at udfylde arbejdstidsregistreringen på forhånd, så du kun skal registrere afvigelser i forhold til den udfyldte daglige arbejdstid.
Er du i tvivl om, hvad der tæller som arbejdstid eller hvordan registreringen skal foregå hos jer, så tag fat i din leder, tillidsrepræsentant eller HR.
Spørgsmål om tidsregistrering
Det er alene antallet af timer, som der er pligt til at registrere. Ikke tidspunktet. Timerne må gerne må være for-udfyldte til fx 7.4 timer om dagen, så man kun registrerer, hvis der er afvigelser.
Det vigtige i forhold til den nye ordning er altså ikke tidspunktet, men at din registrerede arbejdstid blandt andet kan bruges til at se, om din arbejdstid overstiger 48 timer om ugen i 4 måneder.
Registrering af din arbejdstid ændrer ikke på din løn, aftaler om overarbejde eller afspadsering, flekstidsaftaler eller andre vilkår.
Men det kan være et godt værktøj til, at du og din arbejdsgiver objektivt kan forholde jer til, om mængden af arbejdstimer og arbejdstid er passende. Og om 48-timers reglen bliver overholdt.
Din arbejdstid skal også registreres efter den nye ordning, hvis din aftalte arbejdstid er mindre end 37 timer om ugen. Der skal stadig være dokumentation for din faktiske arbejdstid.
Der er krav om, at du skal registrere din arbejdstid, hvis du er lønmodtager. Om du er måneds- eller timelønnet, gør ingen forskel i den sammenhæng.
Det er kun selvtilrettelæggere, der er undtaget for reglen om tidsregistrering.
For at blive betragtet som selvtilrettelægger, skal du helt selv bestemme, hvor meget du arbejder, og det skal også fremgå af din ansættelseskontrakt. Begge krav skal være opfyldt.
Hvis det fremgår af din ansættelseskontrakt, uden at du reelt bestemmer, hvor meget du arbejder, så er du ikke selvtilrettelægger. Hvis du delvist selv kan fastsætte din arbejdstid, er du heller ikke selvtilrettelægger. Du skal selv kunne fastsætte arbejdstiden i sin helhed.
Hvis du oplever et pres for at skrive under på, at du er selvtilrettelægger, selvom du ikke er det, så kan du altid kontakte os.
Du er forpligtet til at bruge det tidsregistreringssystem, som din arbejdsgiver har valgt. Men din arbejdsgiver er også forpligtet til at stille et objektivt, pålideligt og tilgængeligt system til din og dine kollegers rådighed.
Det betyder, at du skal have adgang til din tidsregistrering, men at selve systemet sagtens kan være et excel-ark.
Hvis din arbejdsgiver ikke har et system klar til den 1. juli så frygt ej. Du kan selv registrere din tid i et excel-ark, indtil din arbejdsplads får et system, I kan benytte. Hvis du selv registrere det, så anbefaler vi, at du aftaler de nærmere detaljer om tidsregistreringen med din chef.
Mange arbejdspladser har allerede systemer, som fint fortsat kan bruges. Det eneste krav er, at systemet er ”objektivt, pålideligt og tilgængeligt”.
Hvis du er vant til at tidsregistrere på din arbejdsplads, og du ikke er blevet orienteret om ændringer i den måde, I plejer at gøre det på, fortsætter du bare med at registrere din arbejdstid, som du plejer.
Tidsregistreringskravet er indført i kølvandet på en sag ved EU-Domstolen fra 2019, hvor det ikke kunne dokumenteres, at arbejdstidsdirektivet, som indeholder regler om hviletid og om arbejdstid, var overholdt.
EU-Domstolen slog fast, at EU’s medlemslande skal kræve af arbejdsgiverne, at de etablerer systemer, der kan registrere de ansattes faktiske arbejdstid.
Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.