Måske vil jeg ikke passe ind. Sådan helt.

Gine Maltha Kampmann er den første akademiker i familien fra Randers. Det lyder måske som en historie, man har hørt før – men den har sat sit præg på hendes liv og hendes karriere. Og på en ret god måde, skulle det vise sig.

Gine Maltha Kampmann

Gine Maltha Kampmann, direktør i Equalis

Hun er i dag som 31-årig direktør i tænketanken Equalis – som arbejder for ligestilling i Danmark. Hun er drevet af at gøre en stor forskel for mange – strukturelle forskelle, som hun selv kalder det. Og alene det at være ung direktør i noget så utraditionelt som en tænketank er noget særligt.

Hun har derfor brug for råd, hjælp og vejledning – og her kommer Djøf ind i billedet.

Anderledes og udenfor kan være drivkraften til at ville ændre noget

Umiddelbart er der kun 40 km fra Randers til Århus. Men for Gine var det en helt, helt anden verden, der åbnede sig. Hun så og oplevede umiddelbart en stor forskel på hende og de andre studerende, som alle kom fra ”Djøf-familier”.

- Jeg var anderledes – både af udseende og orientering – men jeg glædede mig meget til at læse statskundskab – præcis som de andre. Fordi jeg interesserede mig for samfundet. For mig var der en lige linje fra min interesse for samfundsfag på Randers Statsskole og netop dette drømmestudie. Men jeg følte mig nok lidt udenfor, som jeg stod der midt i Århus. Der var andre normer, et andet sprog og en anden tilgang til livet som sådan.

Men som tiden gik, fik hun det hele under huden, og fik de bedste studiekammerater. Hun fik en faglighed, der senere skulle vise sig at være afgørende for hendes arbejdsliv.

Gine Maltha Kampmann

Tog en stor beslutning for hende selv, der kunne få betydning for andre

- Undervejs i studiet får jeg et godt studiejob – det gav mig lidt rygrad. Jeg fandt ud af, hvad det ville sige at være konsulent og bruge min viden og faglighed i virkeligheden. Jeg var ok til statistik og begyndte at undervise i det også. Jeg blev også medlem af Djøf – min fagforening. Det var det man gjorde. Jeg fornemmede hurtigt, at der var en faglig samhørighed i Djøf - her talte de 'mit sprog'.

- Jeg fik senere et prestigefyldt job i en stor dansk virksomhed, hvilket var godt. Men mit fokus skiftede mig fra mig til andre efter en periode. Jeg ville prøve at se, om jeg kunne gøre en forskel for hele samfundet, for os alle – og ikke bare en virksomhed eller mig selv.

Hurtigt meldte der sig tanker på banen, når man stod overfor et valg af den størrelse, som Gine stod overfor: Men hvad med lønnen? Hvad med jobsikkerheden? Hvad med prestigen fra de store virksomheder?

Det blev til et job i tænketanken Equalis – noget helt andet.

- Jeg blev CEO i en tænketank, der arbejder for fundamental ligestilling i landet. Det er en kæmpe opgave, der tager mange år, og det skal nok gå godt. Så man kan sige, at fordi jeg er opvokset hvor jeg er, tænker som jeg gør og gerne vil mere, så er det det rigtige for mig. Og sikkert ikke for alle – det ved jeg godt.

Hvad vil det egentlig sige at have et sprog?

- De erfaringer jeg har gjort mig fagligt er, at der er et vist sprog og tilgang, som gør sig gældende i erhvervslivet og blandt beslutningstagere. Vi kan jo kalde det for et Djøf-sprog – især fordi det er et godt sprog. Det sprog er finurligt, og det skal man mestre, hvis man vil have en vis form for gennemslagskraft. Især når man taler om de emner, som jeg arbejder med i tænketanken. Hvis du kommunikerer på en meget modsat måde, har det ingen effekt. Jeg kan med min baggrund og faglighed kommunikere på en måde, der giver mening for mange. Og det er præcis derfor, jeg som individ kan påvirke det fællesskab, som vi er del af i dette samfund.

Gine Malthe Kampmann fortsætter:

- Jeg tænker ofte over Djøf, jeg bruger Djøf og jeg samarbejder med Djøf. Hvis jeg gerne vil gøre en strukturel forskel for mange, er det vigtigt med en fagforening, der forstår mit udgangspunkt, mit ”sprog” og hvor jeg gerne vil ende. Fagbevægelsen er generelt en god ting, og jeg støtter op om dens virke – også om Djøf.

Gine Maltha Kampmann

Vil gøre en forskel – for alle. Og hvis det skal ske, skal det gøres mere overbevisende

Gine Maltha Kampmann har i det hele taget et fagligt fokus på uligheder på arbejdsmarkedet.

- Når man først får øjnene op for ulighederne, så er det svært at lukke dem igen. Og da det gik op for mig, at der manglede data og viden på området, blev jeg endnu mere interesseret. I stedet for kun at snakke om vores egne anekdoter og forståelse af verden, vil jeg gerne derhen, hvor vi kan tale evidens.

Hvor hun tidligere i sit liv ville gøre en del for at passe ind, ser hun anderledes på det i dag. Nu lever hun fint med, at hun måske ikke helt passer ind – fordi hun er lidt af en ener. Men det, hun kæmper for, handler om hele samfundet og ikke bare den ene.