Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.
Josefine Volqvartz kom hjem med et imponerende cv fra store internationale medier, men hun havde alligevel udfordringer med at bruge sine erfaringer i Danmark. I den proces fandt Josefine sin mission: Giv de underrepræsenterede en stemme.
Da Josefine Volqvartz vendte tilbage til Danmark efter en imponerende karriere i England, blev det en overraskelse, hvor svært det var at lande på det danske arbejdsmarked.
Josefine havde studeret Political Science på Cambridge University og suppleret sin uddannelse med international journalistik. Hendes professionelle erfaring inkluderede arbejde på medier som The Guardian, CNN International og Al Jazeera English. Trods et imponerende CV, var hendes erfaringer svære at omsætte til danske forhold.
- Jeg landede hårdt. Selvom jeg var uddannet fra Cambridge og havde arbejdet hos toneangivende medier, var det ikke en erfaring, der umiddelbart kunne veksles i Danmark. Min erfaring var måske lidt for eksotisk. Kursen var i hvert fald ikke så høj, som jeg havde regnet med.
Josefine indså hurtigt, at hun ikke kendte det danske arbejdsmarked – faktisk havde hun aldrig været en del af det.
Med et netværk begrænset til dem, hun kendte fra ungdommen, havde hun brug for professionel sparring. Her trådte Djøf ind og blev en uvurderlig hjælp. Djøf gav hende adgang til det professionelle og faglige netværk, hun manglede, og vejledte hende i at navigere på det danske arbejdsmarked.
Og så begyndte tingene at falde på plads.
Josefine har fået klarhed over, hvad der virkelig driver hende: at gøre de usynlige og underrepræsenterede hverdagshelte i vores samfund synlige. Det er baggrunden for hendes portal DiverseEksperter.dk, som har over 2.500 kvindelige og nonbinære rollemodeller, som virksomheder, medier og andre kan fremsøge til ekspertudtalelser, bestyrelser, foredrag og andet. Alle er screenet for at sikre, at de lever op til strenge krav.
- Jeg ønsker at give dem en stemme, så vi kan få deres viden og perspektiver i spil. Det er blevet min mission, og det er det, jeg gerne vil genkendes for.
Siden sin tilbagekomst har Josefine startet en forening og to virksomheder. Hver gang hun har stået overfor nye udfordringer, har hun haft Djøf som en vigtig sparringspartner.
- Jeg har været meget glad for at være medlem af Djøf. Virkelig. Jeg har en stor skabertrang, og hver gang har jeg rakt ud til Djøf. Jeg føler, at Djøf har haft stor betydning for mig, for jeg var ærligt talt på bar bund, da jeg kom retur.
- En af de ting, jeg værdsætter mest ved Djøf, er, at faglighed er i fokus. Djøf har mange slags medlemmer, men fælles for dem er, at de går op i det, de laver, mestrer deres fag og er ambitiøse. At kunne udleve og udvikle min faglighed betyder meget for mig, og at være en del af et stærkt fagligt fællesskab er en kæmpe styrke.
Josefine har også deltaget i arrangementer og webinarer, som har hjulpet hende med at starte DiverseEksperter.dk og skifte fra at være producent til tech impact-iværksætter.
- Jeg kan love dig, at der har været bump på vejen, hvor jeg har haft brug for et godt råd. Her er Djøf et rigtig godt sted at søge rådgivning, støtte og viden.
- Jeg sætter i det hele taget stor pris på at være en del af et fagforeningsfællesskab. Den slags findes slet ikke på samme måde i udlandet. Det er unikt for Danmark. Vi bliver klogere sammen, og vi står alle stærkere sammen. Vi kommer hinanden ved på tværs af arbejdspladser og sektorer. Vores horisonter bliver åbnet. Og det er noget særligt.
Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.