Kontingentsatser hos Djøf

Priserne for et medlemskab varierer efter din job- eller studiesituation og den medlemsgruppe, du hører ind under.

Her på siden kan du finde en detaljeret oversigt, hvad dit kontingent dækker.

Se kontingentsatser for medlemmer

Kontingentsatserne består af et grundbeløb til Djøf samt eventuelle bidrag til strejkefonde, forhandlingsfonde mv.
Priserne bliver reguleret årligt pr. 1. juli. Find prisen for dit medlemskab i menuen herunder.

Prøv Djøf i 3 måneder

Når du melder dig ind i Djøf, får du de første tre måneders medlemskab til 0 kroner. Er du studerende, kan du få op til 12 måneders medlemskab til 0 kroner. Hvis du ikke har været medlem af Djøf tidligere, får du automatisk prøveperioden, når du melder dig ind.

Det betyder, at du kvit og frit kan prøve Djøfs rådgivning og ydelser, inden du beslutter dig for om Djøf er den rette fagforening for dig.

Kvinde med mørkt hår kigger på telefon

Du får penge tilbage i skat for dit Djøf-medlemskab

Du får skattefradrag for dit Djøf-medlemskab. Vi indberetter dit medlemskontingent til Skat. Du behøver derfor ikke at foretage dig noget, heller ikke, hvis dit kontingent ændrer sig. Når du melder dig ind i Djøf, kan du opdatere din forskudsopgørelse, for at få fradraget med det samme.

Du kan maksimalt få fradrag for 6.000 kroner årligt til fagforeninger. Hvis du er pensionist, er kontingentet ikke fradragsberettiget, medmindre du får tjenestemandspension, er på efterløn eller har lønindkomst.

Regler for fradrag på Skat.dk

Betaling og vilkår for medlemskab

Du betaler for dit medlemskab kvartalsvis. Betalingen skal ske i starten af februar, maj, august og november.

Hvis din situation ændrer sig, fx hvis du får et nyt job eller afslutter din uddannelse, er det vigtigt, at du giver os besked, så du får den støtte og rådgivning som du er berettiget til.

Hvis ændringerne har betydning for prisen på dit medlemskab, vil prisen blive tilpasset i den efterfølgende måned.

Rabat på prøveperiode som medlem

Som erhvervsaktiv, ledig eller pensionist får du tre måneders medlemskab til 0 kr. Det betyder, at du kan prøve Djøfs mange ydelser kvit og frit. For at få peioden til 0 kr., må du ikke have været medlem af  Djøf inden for de seneste 12 måneder. Du kan højst få to perioder  til 0 kr. med minimum 12 måneder imellem.

Når din periode til 0 kr. udløber, betaler du et kontingent, som svarer til din jobsituation og medlemsgruppe.

Rabat for studerende

Når du melder dig ind, kan du få op til 12 måneders studie medlemskab til 0 kr. Det betyder, at du kan prøve Djøfs mange ydelser kvit og frit. For at få et studie medlemskab til 0 kr., må du ikke have været medlem af Djøf inden for de seneste 12 måneder. Du kan højst få én periode til 0 kr. som studerende.

Begrænset rådgivning i prøveperiode og for særlige medlemsgrupper

Når du melder dig ind i Djøf, får du som udgangspunkt en prøveperiode til 0 kr., hvor du altså ikke betaler for dit medlemskab. Prøveperioden varer i tre måneder, hvis du er erhvervsaktiv eller jobsøgende eller op til 12 måneder, hvis du er studerende.

Du kan bruge Djøfs rådgivning og medlemsfordele i din prøveperiode til 0 kr., hvor du fx kan få sparring og vejledning i forhold til jobsøgning, arbejdsvilkår, MUS, studiejob, ferieregler mv. Hvis du fx modtager en ny ansættelseskontrakt, efter du er blevet medlem, kan vi også gennemgå den med dig og give dig en vurdering af vilkår og løn. Vi hjælper dig også, hvis der opstår en sag med din arbejdsgiver, efter du er meldt ind, hvor vi både kan kontakte din arbejdsgiver og føre din sag ved retten, hvis der bliver behov for det.

Begrænsninger under prøveperiode til 0 kr.

Hvis du melder dig ind i Djøf og gerne vil have Djøfs hjælp til en sag, der er opstået før du blev medlem, har du ikke ret til denne prøveperiode til 0 kr., men skal overgå til betalende medlemskab med det samme. Det samme gælder, hvis du vil have Djøfs vurdering og rådgivning vedrørende en ny ansættelseskontrakt som du har modtaget inden din indmeldelse.

Begrænsninger for visse medlemsgrupper

Hører du ind under medlemsgrupperne ”Anden beskæftigelse, ude af erhverv med videre” eller ”Selvstændige advokater”, kan vi ikke give dig bistand i sager om løn- og ansættelsesforhold. Prisen for medlemskab er derfor lavere for disse medlemsgrupper.

Tilmeld regninger til Betalingsservice

Vær sikker på, at du får betalt dit kontingent til tiden ved at tilmelde regninger fra Djøf til Betalingsservice. Så bliver dine regninger betalt helt automatisk.

Du kan tilmelde regningerne til Betalingsservice i din netbank som en ny ’betalingsaftale’ eller kontakte din bank direkte, når du modtager din regning.

Du kan også tilmelde regningerne online på Betalingsservice’ hjemmeside. Her skal du bruge registrerings- og kontonummer til din bankkonto og dit Djøf-medlemsnummer, som består af 8 cifre, som står på dit indbetalingskort og i bekræftelsen for din indmelding.

Tilmeld regninger til Betalingsservice

Opkrævning for Djøf Forsikring
Hvis du har en forsikring gennem Djøf, vil du blive opkrævet for det separat. Du skal betale kvartalsvis for din Djøf Forsikring i starten af januar, april, juli og oktober. Bemærk, at det ikke er de samme måneder som du betaler for dit medlemskab af Djøf.
Delforeninger og medlemsgrupper i Djøf
Som medlem af Djøf hører du ind under en specifik delforening eller medlemsgruppe. Du bliver placeret i en gruppe, der afhænger af din jobsituation. Hvis du logger ind på Mit Djøf, kan du se, hvilken medlemsgruppe eller delforening, du hører til. Det fremgår også af din opkrævning fra Djøf. Studerende hører til delforeningen ”Djøf Studerende”. Når du afslutter din uddannelse, vil du blive flyttet til en af de andre delforeninger.
Se bidrag til fonde og opkrævning for andre foreninger

Noget af det beløb som du betaler til Djøf, går til forhandlingsfonde, der bl.a. er med til at finansiere konfliktunderstøttelse og advokatbistand.

Medlemmer af Djøf Offentlig, Offentlige chefer (ekskl. dommere) og Djøf Privat betaler 9 kr./kvartal i bidrag til Djøfs forhandlingsfond.
Medlemmer af Djøf Offentlig betaler 40 kr. til foreningens konfliktfond.
Medlemmer af Djøf Advokat har et lavere grundkontingent, men betaler samtidig 100 kr. i særkontingent til foreningens eget budget.

Kontingentopkrævning til andre foreninger

Djøf opkræver også kvartalsvis betaling for:

  • Dommerfuldmægtigforeningen (290 kr.)
  • Foreningen af Djøfere i Familieretshuset (75 kr.)
  • Gymnasieskolernes Lederforening (200 kr.)
  • Ledere af Ungdoms- og Voksenuddannelser (100 kr.).
Opsigelsesvarsel af medlemskab

Hvis du melder dig ud inden for din periode til 0 kr., ophører dit medlemskab, når denne periode udløber.

Efter din periode til 0 kr., kan du melde dig ud med en dags varsel til begyndelsen af et kvartal:

Opsiger du i perioden 1. januar - 31. marts, er du udmeldt pr. 1. april.
Opsiger du i perioden 1. april – 30. juni, er du udmeldt pr. 1. juli.
Opsiger du i perioden 1. juli – 30. september, er du udmeldt pr. 1. oktober.
Opsiger du i perioden 1. oktober – 31. december, er du udmeldt pr. 1. januar.

Djøfs betalingsoplysninger

Skal du indbetale et beløb til Djøf, kan du gøre det direkte til Djøfs konto. Husk at skrive dit medlemsnummer, som du finder på dit medlemskort eller på det indbetalingskort, du har modtaget. Alternativt kan du indtaste dit dit cpr-nummer. 

Djøfs indbetalingskonto

Registreringsnummer: 5470
Kontonummer: 2111946

SWIFT-kode: NYKBDKKK
IBAN-nr. DK6254700002111946

Skal du betale fra udlandet, kan du også betale til Djøf på en check fra et udenlandsk pengeinstitut på beløbet i danske kroner.

Ved betaling fra udlandet, vil du normalt blive pålagt et gebyr.

Betingelser for retshjælp

Hvis du har et medlemskab af Djøf, hvor du har mulighed for at anmode om retshjælp til en sag, er der nogle betingelser, der skal være opfyldt.

Hent betingelser for retshjælp