Djøfs jurapanel

I Djøf ønsker vi at værne om retsstaten. Derfor har vi lavet Djøfs jurapanel, der skal kvalificere den offentlige debat med stærke juridiske indsigter. Læs mere om jurapanelet og følg panelets arbejde her.

Er borgernes frihedsrettigheder under pres? Udfordrer overvågningen privatlivets fred? Hvordan har retssikkerheden det i Danmark?

Spørgsmål som disse er helt afgørende for borgere, institutioner og det danske samfund. Den demokratiske retsstats grundpiller er grundlaget for vores tillid til hinanden og til fællesskabet. Det ønsker vi at værne om i Djøf. Vi mener, at juridiske dilemmaer fortjener en fremtrædende plads på den politiske dagsorden. Og at debatten skal foregå på et oplyst og kvalificeret grundlag.

I Djøf organiserer vi landets dygtigste eksperter på det juridiske område. Netop dét giver os mulighed for at nedsætte dette ekstremt kompetente, juridiske ekspertpanel, som kan give juridiske problemstillinger den fortjente plads i offentlighedens bevidsthed og kvalificere den politiske debat med stærke og relevante juridiske indsigter.

Jurapanelets undersøgelser

Djøfs jurapanel undersøger og vurderer samfundets vigtige juridiske problemstillinger – fra brede retssikkerhedsspørgsmål til konkrete emner og politiske forslag, der udfordrer juraens rammer.

Undersøgelsernes indhold varierer fra gang til gang og sammensættes af Djøfs sekretariat, der også analyserer resultaterne. Med undersøgelserne ønsker vi at skabe indsigtsfuld debat om samfundets svære juridiske dilemmaer.

Retssikkerhed og digitalisering. Marts 2023

Udfordrer digitaliseringen borgernes retssikkerhed? Og er der taget tilstrækkeligt højde for borgere i udsatte positioners rettigheder i et digitaliseret samfund? I denne undersøgelse dykker Djøfs jurapanel ned i, om borgernes retssikkerhed er tilstrækkeligt sikret i dag. 

Læs undersøgelsen Retssikkerhed og digitalisering

Internationale forpligtigelser og dansk lovgivning. Juni 2022

Går dansk lovgivning i stigende omfang til kanten af vores internationale forpligtelser? Og er det et problem for borgernes retssikkerhed? I denne undersøgelse ser Djøfs jurapanel nærmere på Danmarks internationale forpligtelser og politiske ønsker om at gå til kanten af dem.

Læs undersøgelsen Internationale forpligtelser og dansk lovgivning

Lovkvalitet og symbollovgivning. Januar 2022

Er kvaliteten af det danske lovgivningsarbejde høj nok? Og er mængden af symbollovgivning stigende  eller faldende? I denne undersøgelse dykker Djøfs jurapanel ned i lovgivningsarbejdet på nationalt niveau og ser blandt andet nærmere på symbollovgivning, og om lovforberedelsen i dag er tilstrækkelig grundig.

Læs undersøgelsen Lovkvalitet og symbollovgivning

Borgernes retssikkerhed i sager mod det offentlige. Oktober 2021

Enorme omkostninger og en modpart med nærmest uanede ressourcer. Det er ifølge flere i Djøfs jurapanel virkeligheden for borgere, der ønsker at føre retssag mod det offentlige. I denne undersøgelse stiller Djøfs jurapanel skarpt på borgernes retssikkerhed i sager mod det offentlige og undersøger blandt andet om fri proces-ordningen bør styrkes.

Læs undersøgelsen Borgernes retssikkerhed i sager mod det offentlige

Hadefulde ytringer og personangreb på nettet – og hvordan vi kan regulere os ud af det. Maj 2021

Tonen er ofte hård og brutal på de sociale medier. Og det har store konsekvenser. For personerne selv, men potentielt også for vores samfund og den demokratiske samtale. I denne undersøgelse ser Djøfs jurapanel nærmere på, i hvilken grad det er et problem for ytringsfriheden, at tonen er så hård, at personer afstår fra at deltage i debatten. Samtidig undersøges det, hvordan vi kommer problemet til livs, og om eksempelvis ID-krav på sociale medier kan være en løsning.

Læs undersøgelsen Tonen i debatten på digitale platforme

Domstolenes uafhængighed blandet politikerne sig for meget i domstolenes arbejde? Januar 2021

Domstolenes uafhængighed er en af de vigtigste grundpiller for Danmark som demokrati og retsstat. Selvom uafhængigheden er sikret i Grundloven, anklages politikerne regelmæssigt for at blande sig for meget i domstolenes arbejde og verserende sager. I denne undersøgelse svarer Djøfs jurapanel på, om politikerne går for tæt på domstolenes arbejde.

Læs undersøgelsen Domstolenes uafhængighed

Er grundloven tidssvarende? September 2020

Den danske Grundlov har mange år på bagen. Faktisk er den ikke ændret siden 1953. Men lever en næsten 70 år gammel Grundlov op til, hvad vi som samfund kan forvente, hvad angår rettigheder? Og er det tidssvarende at have en forfatning, der ikke nævner klima og miljø med et ord? I denne undersøgelse ser Djøfs jurapanel nærmere på, om Grundloven er tidssvarende anno 2020.

Læs undersøgelsen Er grundloven tidssvarende?

Er corona tiltagene proportionelle? Maj 2020

Den 11. marts 2020 lukkede statsminister Mette Frederiksen landet ned. Og i den seneste tid har vi set love og reguleringer, som vi under normale omstændigheder vil se som utænkelige og meget vidtgående indgreb i borgernes rettigheder. Men er tiltagene proportionelle, eller er de gået for langt? Det undersøger Djøfs jurapanel i denne undersøgelse.

Læs undersøgelsen Er corona-tiltagene proportionelle?

Symbollove og rettigheder. Februar 2020

Går det i den rigtige eller forkerte vej med rettighederne i Danmark de seneste to år? Truer overvågningen privatlivets fred? Og vedtager politikerne i stigende grad symbollovgivning, der ikke får en effekt? Disse spørgsmål besvarer Djøfs jurapanel i denne undersøgelse

Læs undersøgelsen Symbollovgivning, frihedsrettigheder og overvågning