Danmark har grund til at være stolt

3 minutter

24.02.2025

Kopier link

Læs debatindlægget af Sara Vergo om, at Danmark for syvende gang er kåret som det mindst korrupte land i verden.

For syvende år i træk er Danmark kåret som det mindst korrupte land i verden af Transparency International.

Det har vi grund til at være stolte af! For det er en ære, der ikke kommer af sig selv.

Globalt set er der flere lande, der går tilbage på korruptionslisten, end der går frem. Så at Danmark fastholder sin førsteplads, er et klart udtryk for, at vi har et hamrende dygtigt embedsværk.

Vi kan - og skal - simpelthen glæde os over høj faglighed, en sund forvaltningskultur - og en grundlæggende tillid til myndighedernes forvaltning og de politiske beslutninger.

Eller som Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark siger: “Scoren er udtryk for, at vi opfattes som at have en god forvaltnings- og forretningskultur, og at borgere samt virksomheder ikke skal have penge med, når de er i kontakt med oentlige myndigheder. Det er godt for eektiviteten i den oentlige sektor, konkurrenceevnen og den generelle tillid i samfundet.”

Men der er også skygger. Danmark scorer lavt på nogle af de underliggende parametre i indekset, som fx ordentlige regler for private donationer til politiske partier, standarder for lobbyisme samt svingdørsansættelser og ikke mindst mere ambitiøse regler for åbenhed i den oentlige forvaltning.

Det med åbenheden har der længe været fokus på i Danmark. Journalister, der gerne vil kigge de politiske beslutninger efter i sømmene, har i årevis beklaget sig over en mangel på transparens i de politiske beslutningsprocesser. Fordi Offentlighedsloven er for stram. Og regeringen har da også nedsat et lovforberedende udvalg om ændringer af offentlighedsloven, ligesom Folketinget meget snart skal drøfte et nyt lovforslag til, hvordan man kan styrke de offentligt ansattes ytringsfrihed.

Offentlighedsloven er svær: Hvor stort skal det fortrolige rum omkring politikerne være? Det er jo en balance mellem politikernes behov for at kunne afprøve ideer og blive klogere sammen - uden at det står på en avisforside dagen efter - og et grundliggende ønske og princip om, at der skal være åbenhed omkring grundlaget for de politiske beslutninger.

Og så er der det med ytringsfriheden: Vi har brug for at offentligt ansatte fortæller om det, der foregår inde bag murene. Men mange holder sig tilbage af frygt for sanktioner - fyringer eller minus karriereudvikling. Det bør vi virkelig gøre noget ved! Man skal trygt kunne påpege og diskutere forhold, som kan styrke kvaliteten af den offentlige service såvel som borgernes tillid til myndighederne.

I den offentlige debat hører vi ofte forslag om, at man bare kan fyre en masse embedsmænd og nedlægge ministerier – uden at forslagsstillerne forholder sig til, hvilke opgaver, der så ikke skal løses.

Imens passer gode mennesker i det danske embedsværk på vores offentlige forvaltning og skaber grundlaget for sagligt funderede politiske beslutninger. Vi bør værne om - og hylde - vores fine, fagligt stærke og troværdige embedsværk.

Det bør vi aldrig tage for givet.

Indlægget har været bragt i Sjællandske Mediers regionale aviser på Sjælland og Avisen Danmarks regionale medier i Jylland og på Fyn.