Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.
Regeringen har i dag fremlagt sit forslag til, hvordan fremtidens sundhedsvæsen og regionale struktur i Danmark skal se ud. Det skal nu drøftes med Folketingets partier.
- Fra Djøfs side skal vi stærkt anbefale, at de politiske drøftelser i Folketinget bliver ledsaget af en åben og inddragende proces, hvor ledere, medarbejdere og tillidsrepræsentanter sammen med patientorganisationerne og øvrige interesseorganisationer på området får lov at bidrage til at kvalificere processen og de kommende beslutninger. Vores medlemmer er dybt optagede af, at en ny struktur kommer til at give værdi for samfundet og mening, siger Johanne Nordmann, formand for Djøf Offentlig og fortsætter:
- Fremtidens sundhedsvæsen og den regionale forankring er for vigtigt til at haste en reform igennem. Det er nødvendigt, at der bliver sat ordentlig tid af til processen, hvor alle relevante fagligheder bliver involveret. Også dem, som primært understøtter det sundhedsfaglige personale.
Johanne Nordmann fortæller, at hun de seneste måneder har været rundt for at drøfte en kommende reform af sundhedsstrukturen med Djøfs medlemmer i regionerne.
- Jeg fornemmer en betydelig usikkerhed på, om politikerne husker bredden i regionernes opgaveportefølje. Regionerne løser også vigtige opgaver på fx socialområdet og i regional udvikling. Og jeg oplever en meget klar bevidsthed blandt medlemmerne om, at en reform af sundhedsstrukturen og måske en ændring af det regionale landkort kommer til at trække på de administrative ressourcer. Det er vigtigt, at denne del af processen ikke bliver glemt.
Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.