Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.
Det var en glad og rørt Janne Lundsgaard Sandbjerg, der den 19. november modtog prisen som Årets Tillidsrepræsentant 2024. Til dagligt arbejder hun som job- og karrierekonsulent i Lærernes a-kasse, hvor hun hjælper ledige og jobskiftende videre i karrieren. Udover det varetager hun også en vigtig funktion som tillidsrepræsentant.
Janne Lundsgaard Sandbjerg har gennem de sidste tre år kæmpet en brav kamp for sine kollegers vilkår og rettigheder og har især brugt meget krudt på at forhandle en husaftale med ledelsen i Lærernes a-kasse.
Jannes kolleger fremhæver særligt hendes evne til at sikre, at alles interesser bliver hørt og respekteret – lige fra større forhandlinger til omsorg i individuelle sager. Hun finder løsninger, som ikke alene gavner medarbejderne, men også arbejdspladsen som helhed.
Det er også noget af det, som dommerne særligt har lagt vægt på:
- Janne gør en stor forskel på sin arbejdsplads. Hun beskrives som et standhaftigt talerør mellem medarbejder og ledelse, der altid er velforberedt, saglig og ordentlig. Med omsorg og integritet formår hun at skabe et trygt frirum, hvor kolleger kan lufte deres utryghed og frustrationer og finde nye veje sammen. Det gør hende til en oplagt vinder af Årets Tillidsrepræsentant, fortæller Anne Bach Waagstein, formand for Djøf Privat, på vegne af dommerkomiteen.
Janne Lundsgaard Sandbjerg er glad for prisen, som hun ser som en stor anerkendelse fra kolleger og Djøf:
- Det betyder meget at blive anerkendt for mit arbejde som tillidsrepræsentant. Det er fællesskabet og mine gode kolleger, der driver mig. At jeg gennem min TR-rolle kan være med til at skabe trivsel og et godt arbejdsmiljø er meningsfyldt og en kæmpe ære. Også selvom vi har været gennem nogle hårde forhandlinger de seneste år. Nogle kampe er bare vigtige, fordi de gør en forskel for os alle, og at vide, at jeg altid har mine kollegers opbakning, gør bare det hele værd.
Formålet med Djøfs pris er at hylde Danmarks bedste tillidsrepræsentanter og anerkende den store indsats, de gør for deres arbejdspladser i det private eller offentlige.
Dommerkomiteen lægger bl.a. vægt på arbejdet med at:
Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.