Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.
Lene Bjørn Serpa, Director Head of Corporate Sustainability & ESG hos A.P. Møller – Mærsk, er ny forperson for Djøfs uafhængige ESG-panel. Med mere end 13 års erfaring inden for bæredygtighed hos A.P. Møller – Mærsk og 25 års erfaring med bæredygtighed og CSR, er det en af landets førende kapaciteter, der nu skal tage temperaturen på erhvervslivets arbejde med ESG.
- Der sker rigtig meget i disse år, og for mig er det helt afgørende, at vi får udbredt kendskabet til værdien af ESG og får nedbrudt barrierer for store og mindre virksomheder, så de kan bruge ESG som afsæt for forretningsudvikling og bæredygtig vækst, siger Lene Bjørn Serpa, nyudnævnt forperson for Djøfs ESG-panel.
Djøfs uafhængige ESG-panel ønsker at bidrage aktivt til at gøre ESG til et værktøj, der skaber mere bæredygtige virksomheder og arbejdspladser målt på E (grøn omstilling), S (ansvar for mennesker) og G (god ledelse).
Formand for Djøf Privat, Anne Waagstein, byder den nye forperson velkommen:
- Jeg er glad for, at Lene tager stafetten videre. Lene har en kæmpe viden om ESG, bæredygtighed og samfundsansvar med i rygsækken fra en af landets største virksomheder. Der er brug for stærke kræfter, så vi som samfund lykkes, når det gælder om at understøtte grøn omstilling, social bæredygtighed og god virksomhedsledelse, og fortsætter:
- Vores medlemmer i Djøf, der har en samfundsvidenskabelig og erhvervsøkonomisk baggrund, har ikke altid været så synlige i den bæredygtige omstilling som f.eks. ingeniører og maskinmestre. Men de bidrager markant til den bæredygtige omstilling blandt andet ved at udvikle grønne regnemodeller og standarder for bæredygtige investeringer, samtidig med at de sørger for, at virksomhederne har styr på kompliceret lovgivning, leverandørstyring og organisering rundt om ESG-arbejdet og meget andet. De spiller en helt central rolle for, at vi som samfund lykkes, når det gælder om at understøtte bæredygtighed i bred forstand, siger Anne Waagstein.
Virksomheders dokumentation af ESG er af afgørende betydning for dansk erhvervsliv, fordi alle store virksomheder fra d. 1. januar 2024 ifølge et EU-direktiv skal rapportere på ESG.
Den hidtidige forperson, Gry Möger Poulsen, der er Vice President, Head of ESG Strategy and Intelligence i Novo Nordisk, træder ned som forperson, fordi hun fremadrettet er nødt til at prioritere mere tid til et udvidet ansvarsområde i Novo Nordisk, men hun forsætter som medlem af panelet.
- En stor tak til Gry for at løbe ESG-panelet godt i gang. Jeg ser frem til, at vi fortsat kan trække på Grys store viden og engagement i indsatsen for et mere bæredygtigt samfund – med erhvervslivet som én af motorerne, siger Anne Waagstein, formand for Djøf Privat.
Djøfs uafhængige ESG-panel består af 51 af erhvervslivets ESG-kapaciteter, der til dagligt arbejder med ESG-rapportering og bæredygtighed. Panelet vurderer løbende en række aspekter af ESG og stiller skarpt på udfordringer og muligheder for dansk erhvervsliv.
For yderligere kommentarer fra Lene Bjørn Serpa og Anne Waagstein, kontakt mediechef Helle Slejborg, hsl@djoef.dk, tlf. 29 73 47 43.
Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.