Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.
Seks universiteter har nu indgået og forpligtet sig på et trivselsløfte, der skal forbedre de studerendes trivsel ved at inddrage trivsel som en del af de faglige aktiviteter. “Hvis vi virkelig skal lykkes med at gøre en forskel, er det vores overbevisning, at trivselsarbejdet skal ind i undervisningen på uddannelserne,” siger Kristian Lauta, formand for Djøfs Trivselsalliance og prorektor på Københavns Universitet.
Knap hver tredje førsteårsstuderende er i risiko for mistrivsel. Det viser den kortlægning af trivsel på universiteterne, som Danmarks Evalueringsinstitut i 2023 foretog på vegne af Djøf.
Selvom der er mange gode indsatser i gang for at fremme trivslen for de studerende på de videregående uddannelser, bliver trivselsindsatser ofte set som noget, der hører til uden om studiet, i fredagsbaren eller hos studenterrådgivningen.
Det vil Københavns Universitet, Copenhagen Business School, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet, som er en del af Djøfs Trivselsalliance, nu ændre på.
Hvis trivselsarbejdet skal lykkes, kræver det, at ledelserne på uddannelsesinstitutionerne tager ansvaret på sig for at få trivsel ind i undervisningen, siger formand for Djøfs Trivselsalliance og prorektor på Københavns Universitet, Kristian Lauta:
- Det kræver blandt andet, at vi sikrer underviserne de rette værktøjer til at skabe et trygt og inkluderende læringsmiljø. Og at vi laver indsatser, som styrker de studerendes tilhørsforhold til uddannelsen. Det kan vi gøre ved at italesætte og normalisere, at mange studerende oplever udfordringer ved studiestart og i overgange – hvor ikke alle nødvendigvis føler, at de hører til fagligt og socialt på studiet.
Anders Vile, forperson for Djøfs Studerende og medlem af Djøfs Trivselsalliance, er glad for, at universiteterne prioriterer og forpligter sig til at arbejde med de studerendes trivsel:
- Trivselsudfordringer er et stort problem for mange af os studerende. Derfor er jeg så glad for at se, at en række uddannelsesinstitutioner nu forpligter hinanden på at prioritere trivsel på vores uddannelser. Det er vigtigt, at trivsel bliver tænkt ind i de faglige aktiviteter, så der kan blive skabt et godt og trygt læringsrum, hvor der er plads til tvivlsspørgsmål, og hvor man ikke føler, at man skal vide det hele på forhånd.
Trivselsalliancen opfordrer flere uddannelsesinstitutioner til at tilslutte sig løftet.
- Med løftet forpligter vi hinanden på løbende at dele, hvordan vi konkret arbejder med at indfri trivselsløftet. Vi håber, at mange flere uddannelsesinstitutioner vil følge trop. For vi kan alle lære meget af hinandens arbejde. Vi skylder de studerende og samfundet at gøre os umage, for når vi skaber uddannelser, hvor de studerende trives, uddanner vi de bedste kandidater, siger Kristian Lauta.
Djøfs Trivselsalliance fungerer som et netværk, der arbejder med at skabe gode studieliv for de studerende og samler erfaringer. Alliancen består af studerende, eksperter og ledelsesrepræsentanter fra uddannelsessektoren.
For mere information kontakt Sally Ezzeddine, kommunikationskonsulent i Djøf, tlf. 31 54 98 00
Kontakt os
Ring på 33 95 97 00
Alle hverdage kl. 9.00-16.00.