Stort set ingen kvinder med ikke-vestlig herkomst i danske direktørstole

2 min.

29.02.2024

Kopier link

Ny opgørelse fra Tænketanken EQUALIS viser markant mangel på diversitet i de øverste ledelseslag på det danske arbejdsmarked.

Er du topleder i Danmark, er du højest sandsynligt en mand med dansk herkomst. Derimod er det nærmest usandsynligt, at du er en kvinde med ikke-vestlig herkomst.

Det viser en ny opgørelse fra den uafhængige ligestillingstænketank EQUALIS.

- Tallene bekræfter det, vi ved fra forskning: At nogle individer oplever større barrierer end andre på vores arbejdsmarked, og at køn og etnicitet er blandt hovedårsagerne”, siger professor Sara Louise Muhr, professor i diversitet og ledelse ved CBS og medlem af EQUALIS’ advisory board.

Undersøgelsen, som fagforbundet Djøf er samarbejdspartner på, er et tillæg til Tænketanken EQUALIS’ årlige Diversitetsbarometer, der monitorerer ligestilling og diversitet på det danske arbejdsmarked.

En hovedkonklusion i rapporten er, at personer med ikke-vestlig baggrund er væsentlig dårligere repræsenteret i topledelserne end personer med dansk oprindelse, når man ser antallet af ledere set i forhold til befolkningsgruppernes størrelse. Det gælder både på offentlige og private arbejdspladser.

I private virksomheder med mere end 50 ansatte er blot 2 pct. af direktørerne af ikke-vestlig oprindelse. Ser man det tal i forhold til befolkningsgruppens andel af arbejdsstyrken, svarer det til, at der er 16 gange større sandsynlighed for, at du som ansat med dansk oprindelse er direktør, end at du som ansat med ikke-vestlig oprindelse er det.

Kvinder med ikke-vestlig oprindelse er den gruppe, der er dårligst repræsenteret af alle grupper inden for topledelse. Kun 0,7 pct. af direktører i private virksomheder med mere end 50 ansatte er kvinder med ikke-vestlig oprindelse. Det svarer til, at der er 30 gange større sandsynlighed for, at du som kvinde med dansk oprindelse er direktør, end at du som kvinde med ikke-vestlig oprindelse er det.

- Den markante mangel på diversitet på ledelsesgangene er et problem, vi skal tage dybt alvorligt, siger Sara Vergo, formand i Djøf.

- Vi ved, at diversitet i stigende grad efterspørges af både medarbejdere og kunder og desuden bidrager positivt til forretningen og arbejdsmiljøet. Derfor er det ikke kun for den enkelte medarbejder og virksomheds skyld, men for hele samfundets skyld, at vi skal blive bedre til at gøre brug af hele talentmassen.

Manglende data er en udfordring.

Hos EQUALIS håber adm. direktør Gine Maltha Kampmann, at opgørelsen kan bringe os tættere på at kunne udvikle de løsninger, der skal til for at opnå mere diversitet. Men der ligger et arbejde forude med at skaffe endnu mere data, påpeger hun.

- Skal vi på samfundsplan styrke talentudnyttelsen, har vi behov for mere viden om, hvilke muligheder og barrierer forskellige herkomstgrupper møder. I forbindelse med vores undersøgelse har vi identificeret væsentlige datahuller, når det kommer til kombinationen af oprindelsesland og køn. De huller skal lukkes. For uden kendskab til de relevante udfordringer, har vi ikke mulighed for at udtænke og målrette de rigtige initiativer.

Nøgletal fra rapporten

  • På tværs af alle rapportens målinger (løn, uddannelse, ledelse mv.), er kvinder med ikke-vestlig herkomst den gruppe, der oplever mest ulighed på arbejdsmarkedet.
  • Privat sektor For hver 10.000 personer med dansk oprindelse i den danske arbejdsstyrke, besidder 48 en direktørpost i den private sektor i virksomheder med over 50 ansatte (0,48 pct). Det samme gælder kun 3 ud af 10.000 med ikke-vestlig herkomst (0,03 pct). Ser vi på, hvordan kvinder med ikke-vestlig herkomst er repræsenteret i toppen af den private sektor, besidder blot 4 ud af 100.000 kvinder med ikke-vestlig oprindelse en direktørpost (0,004 pct).
  • Offentlig sektor For hver 100.000 (bemærk: 100.000 ikke 10.000) personer med dansk oprindelse, har 48 af dem en toplederstilling i den offentlige sektor (0,048 pct). For hver 100.000 personer med ikke-vestlig oprindelse, har 2 af dem en toplederstilling i den offentlige sektor (0,002 pct). Antallet af personer med ikke-vestlig oprindelse, der sidder i de øverste ledelseslag i den offentlige sektor, er så lavt, at det ikke er metodisk forsvarligt at opdele tallene yderligere efter ledernes køn.

Kontakt

Gine Kampmann, adm. direktør i EQUALIS: 25 85 02 92 / gine@equalis.dk

Sara Vergo, formand for Djøf: 31 37 39 20 / sgv@djoef.dk

Sara Louise Muhr, professor i diversitet og ledelse: CBS: slm.ioa@cbs.dk