GDPR - behandling af persondata

Få vejledning og praktiske råd til, hvordan du som tillidsrepræsentant skal behandle medlemmers personoplysninger.

Sådan håndterer du personoplysninger

Herunder kan du læse Djøfs instrukser for, hvordan du skal håndtere personoplysninger, når du handler på Djøfs vegne som tillidsrepræsentant.

Du handler på Djøfs vegne, når du er valgt som tillidsrepræsentant på en overenskomst, hvor Djøf eller anden akademikerorganisation er part, eller hvis det fremgår af klubbens vedtægter, at du repræsenterer klubbens akademiske medarbejdere, og at Djøf har en instruktionsbeføjelse over for dig som tillidsrepræsentant.

Ofte stillede spørgsmål fra TR om GDPR

Må jeg dele oplysninger om løn og lønforhandlinger?

Ja, det må du gerne. En tillidsrepræsentant må videregive oplysninger om løn til den gruppe ansatte som vedkommende repræsenterer. Dette gælder både løn, resultater fra forhandlinger af løntillæg og begrundelser for tildelingen af tillæg, så længe begrundelserne ikke indeholder negativt ladede udtalelser om den ansatte.

Hvis du sender en liste ud på mail med resultaterne fra de årlige lønforhandlinger, så husk at bruge BCC-feltet, så modtagerne ikke kan se, hvem der ellers modtager mailen, da du ikke indirekte må afsløre, hvem der er medlem af Djøf, da det er en følsom personoplysning. Det samme gælder, hvis listen indeholder medlemmer fra andre fagforeninger som fx IDA og DM.

Du må som udgangspunkt ikke dele lønoplysninger om medlemmer fra andre overenskomstområder.

Må jeg sende fællesmails ud om klubmøder, referater mv?

Ja, du må gerne indkalde dine medlemmer til klubmøder, generalforsamling mv. på mail. Når du sender en mail ud til flere medlemmer, så husk, at du ikke må afsløre medlemskab af en fagforening til andre, så du skal indsætte modtagernes e-mailadresser i BCC-feltet.

Hvis der er navne i referatet fra deltagere på mødet, skal du enten slette dem, eller have klart samtykke fra de pågældende om, at de gerne vil fremgå af referatet, da det afslører deres fagforeningsmedlemskab.

Du bør altid skrive ”TR-hverv - fortroligt” i emnefeltet, når du sender en mail, der relaterer sig til dit tillidshverv.

Må jeg sende kalenderinvitationer i Outlook til medlemmer?

Du må gerne sende kalenderinvitationer ud til klubbens medlemmer, men medlemmerne må ikke fremgå af invitationen for de øvrige deltagere.

For at skjule deltagerne, skal du benytte en nyere version af Outlook eller Outlook på internettet.

Du kan skjule deltagerlisten ved at følge denne vejledning: 

1. Åbn Outlook og gå til 'Kalender'.

2. Klik på 'Ny begivenhed'.

3.Under 'Svarindstillinger' vælger du 'Skjul deltagerlisten'. Herefter kan du tilføje mødedeltagerne i feltet 'Inviter deltagere' som normalt.

Nu er det kun mødearrangøren, der kan se deltagerlisten, mens de inviterede alene kan se, hvem der er mødearrangør.

Må jeg sende en mail med fortrolige oplysninger?

Når du skal sende en mail, der indeholder fortrolige eller følsomme personoplysninger som fx fagforeningsmedlemskab, CV med CPR-nummer eller helbredsoplysninger skal oplysningerne krypteres.

Der er flere måder at kryptere oplysningerne på. Du kan fx kryptere dokumenter og aftale en adgangskode med modtageren, så andre ikke kan få adgang til indholdet.

Du kan læse mere om personoplysninger i e-mails hos Datatilsynet

Må jeg behandle oplysninger om ikke-medlemmer?

Ja, det må du gerne, så længe oplysningerne er relevante og nødvendige for dit arbejde som tillidsrepræsentant.

Det kan fx være i forbindelse med lønforhandlinger på din arbejdsplads.

Må jeg behandle persondata, når jeg bruger kunstig intelligens?

Nej, når du anvender kunstig intelligens, må du ikke inkludere personoplysninger.

For at sikre, at medlemmer eller medarbejdere ikke kan identificeres, skal du fjerne direkte identificerbare oplysninger som navn, adresse, jobtitel og arbejdsgiver mv. Du skal også undgå at dele oplysninger, der indirekte kan afsløre personers identitet i teksten eller i sammenkobling med eksterne kilder.

Må jeg dele oplysninger om IDA-medlem med Djøf?
Nej, det må du ikke. Som fællestillidsrepræsentant må du ikke videregive oplysninger om medlemmer af andre fagforeninger til Djøf, medmindre medlemmet har givet klart samtykke til dette.