Din ferie ved opsigelse

Hvis du har sagt dit job op eller er blevet fyret, skal du have afregnet det ferie, du har til gode på din arbejdsplads.

Få et overblik over, hvad der sker med din optjente ferie og ferietillæg, når du stopper på dit job.

Mand trækker med cykel

Ofte stillede spørgsmål om ferie ved opsigelse

Få hurtigt svar på, hvad der sker med din ferie og ferietillæg, når du stopper på dit job.

Hvad sker der med min ferie, når jeg stopper?

Når du siger op eller bliver fyret, skal din arbejdsgiver afregne feriepenge for dine optjente feriedage, som du ikke har holdt, når du fratræder stillingen. Feriepengene bliver sat ind på den feriekortsordning, som din arbejdsgiver benytter, hvilket typisk er FerieKonto. Når du senere vil holde ferie, skal du selv huske at bestille feriepengene via borger.dk.

Du får 12,5% af din ferieberettigede løn i ferieåret, der løber fra 1. september til 31. august.

Du optjener 2,08 feriedage om måneden – også når du arbejder mindre end 37 timer om ugen. Du kan se din optjente ferie på din lønseddel eller i virksomhedens HR- og lønsystem.

Hvis du har overført ferie fra tidligere ferieperiode, som du ikke får brugt, inden du stopper, bliver de overførte feriedage udbetalt direkte til dig. Overført ferie, som du ikke får brugt, bliver altså ikke sat ind som feriepenge på FerieKonto.

Kan jeg få udbetalt min ferie, når jeg stopper?

Din optjente ferie bliver sat ind på din FerieKonto, når du stopper på dit arbejde. For at få pengene udbetalt, skal du som udgangspunkt holde ferie og bestille feriepengene på borger.dk.

Stopper du inden udgangen af ferieafholdelsesperioden den 31. december, kan du have ret til at få udbetalt overskydende ferie fra ferieafholdelsesperioden, uden at holde ferie. Skifter du fx job den 1. oktober, kan du få udbetalt ferie efter den 31. december. Det gælder dog ikke, hvis du har fået udbetalt offentlige ydelser, som fx dagpenge eller ressourceforløbsydelse i ferieafholdelsesperioden.

Se og bestil feriepenge
Hvad sker der med mit ferietillæg? 

Udover feriepenge for din optjente ferie, skal din arbejdsgiver også udbetale ferietillæg, hvis det ikke allerede er udbetalt. Du får ferietillæg for de feriedage, som du har holdt, siden sidst du fik udbetalt ferietillæg.

Ferietillægget for de feriedage, som du har til gode, er medregnet i feriepengene, som din arbejdsgiver afregner, når du stopper i dit job. Beløbet svarer til 12,5% af din ferieberettigede løn.

Hvis du allerede har fået udbetalt ferietillæg på det tidspunkt, hvor du stopper, kan din arbejdsgiver som hovedregel ikke kræve at få pengene tilbagebetalt. I mange overenskomster er der dog regler om tilbagebetaling af ferietillæg.

Kan jeg holde planlagt ferie, når jeg er blevet fyret?

Hvis du havde aftalt ferie med din arbejdsgiver, før du blev opsagt, og ferien ligger i opsigelsesperioden, kan du holde din ferie som planlagt.

Du har ikke pligt til at holde hovedferien, hvis dit opsigelsesvarsel er under 3 måneder.

Ferie i opsigelsesperioden

Hvis du har optjent ferie, må din arbejdsgiver godt varsle ferie, inden du stopper - lige som du også selv kan aftale ferie med din arbejdsgiver i opsigelsesperioden. Her gælder de almindelige regler for varsling af ferie:

  • Du har krav på 3 måneders varsel for hovedferie og 1 måneds varsel for øvrig ferie.
  • Den optjente ferie skal være optjent ved starten af den måned, hvor du bliver varslet til at holde den. Du vil derfor have 2,08 feriedage, som du ikke kan blive pålagt at bruge, da du optjener dem i din sidste ansættelsesmåned.
  • Din arbejdsgiver må ikke varsle mere øvrig ferie, end at du stadig har mulighed for at holde 3 ugers hovedferie i sammenhæng fra 1. maj til 30. september.
  • Du har ret til at holde de første 4 ud af dine 5 ferieuger inden udgangen af ferieåret den 31. august.

Din ferie når du er fritstillet

Bliver du fritstillet, bliver din ferie som udgangspunkt betragtet som afholdt i fritstillingsperioden, under forudsætning af, at din arbejdsgivers ferievarsel og din ferie kan nås inden for fritstillingsperioden. Din arbejdsgiver behøver altså ikke eksplicit at varsle eller aftale ferie med dig.

Der er også mulighed for at forhandle dig til en anden aftale, når du bliver fritstillet. Du er velkommen til at kontakte os for rådgivning om forhandling ved fritstilling.

Hvor meget ferie kan min chef varsle?

Det er bl.a. længden på dit opsigelsesvarsel, der afgør, hvor meget ferie din chef kan varsle, inden du stopper i jobbet.

Jeg har under 3 måneders opsigelsesvarsel

Har du et opsigelsesvarsel på op til 3 måneder, kan din arbejdsgiver ikke pålægge dig at holde dine 3 ugers hovedferie i opsigelsesperioden. Som udgangspunkt bortfalder en eventuel planlagt hovedferie, da de 3 måneders varsel plus selve ferien samlet vil vare længere end opsigelsesperioden.

Hvis du stadig ønsker at holde din planlagte hovedferie, har du dog ret til det, selvom din opsigelsesperiode er 3 måneder eller derunder.

Din arbejdsgiver kan også vælge at give dig et længere opsigelsesvarsel, så du kan nå at holde din ferie i opsigelsesperioden. Det kan ske ved, at du bliver opsagt tidligt på måneden eller ved at udskyde dit fratrædelsestidspunkt. Hvis dit fratrædelsestidspunkt bliver udskudt, betyder det reelt, at din opsigelsesperiode bliver forlænget med en måned, da du altid skal stoppe ved udgangen af en måned.

Vil du gerne holde mere ferie inden du stopper, skal du lave en aftale med din arbejdsgiver om det.

Vær opmærksom på, at øvrig ferie kun kræver 1 måneds varsel. Det betyder, at hvis du har mere end 1 måneds opsigelse, kan din arbejdsgiver varsle, at du skal holde dine optjente øvrige feriedage i opsigelsesperioden.

Jeg har over 3 måneders opsigelsesvarsel

Har du et opsigelsesvarsel på 3 måneder eller derover, kan din arbejdsgiver varsle, at du skal holde dine 3 ugers hovedferie i opsigelsesperioden. Da du har ret til 3 måneders varsel af din hovedferie, kan du først blive pålagt at holde hovedferie efter den 3. måned i opsigelsesperioden.

Du har ret til at holde din hovedferie i hovedferieperioden, der løber fra 1. maj til 30. september. Det betyder, at hvis du fratræder før 1. maj, kan din arbejdsgiver ikke varsle hovedferien, selvom du har et opsigelsesvarsel på over 3 måneder.

Hvad med feriefridage, 6. ferieuge og særlige feriedage, når jeg stopper?

Har du brug for mere hjælp?

Kan du ikke finde svar på, hvordan du skal forholde dig i din situation? Som medlem kan du kontakte vores rådgivere, der står klar til at hjælpe dig.

Ring til os på telefon 33 95 97 00 eller send en besked til os.

Log ind og skriv til Djøf