Djøfs mentorprogram – for tillidsrepræsentanter

3 min.

22.11.2024

Kopier link

At give og få sparring på TR-opgaven er en vigtig læreproces – både for den, der giver sparring, og for den, der får sparring. Det er det, der sker, når en erfaren TR møder en nyvalgt TR i rollen som mentor og mentee i Djøfs mentorprogram.

Djøfs mentorprogram har fået en 'make-over' på den digitale side, som gerne skulle gøre det endnu lettere at deltage som mentor og mentee. Vi opfordrer til, at du i rollen som tillidsrepræsentant – ny eller erfaren – benytter dig af denne mulighed for at få og give sparring til hinanden, så I udnytter den mulighed for personlig udvikling, der ligger i rollerne.

Sparring på opgaverne som tillidsrepræsentant

- Jeg ønsker sparring på at skabe fokus på trivsel, udvikling og belønning i en meget produktionstung virksomhed. Og så vil jeg gerne gøre sammenholdet og sparringen mellem gruppemedlemmerne bedre.

Sådan skrev en nyvalgt TR til Djøf, da hun meldte sig som mentee i Djøfs mentorprogram. De vigtige og gode ambitioner, som hun havde for sit arbejde som TR, havde brug for at blive både udfordret og støttet af en erfaren TR – en mentor, som kunne hjælpe. Både med at skære ambitionerne til, så de blev realistiske at omsætte i en travl hverdag, men også med at holde fokus på at realisere dem, så de ikke forsvandt i alt muligt andet praktisk.

Det er det, mentorer er gode til. At sparre, at støtte med forslag til måder at gøre ting på og at hjælpe med at finde det realistiske niveau for det arbejde, som en ny TR skal stile efter. Og så er en mentor også rigtig god at tale med om stort og småt.

Den neutrale sparringspartner

Det særlige ved at møde hinanden som mentor og mentee i Djøfs mentorprogram er, at relationen bygger på neutralitet og en passende erfaringsafstand. Denne neutrale relation er afgørende for, at fortroligheden mellem mentor og mentee kan blive høj, og det er nødvendigt, hvis mentee skal føle sig tryg ved at tage fat i de lidt mere krævende spørgsmål til samtalerne.

For mentor er det særlige ved det samtalerum, som mentorprogrammet skaber, at man bliver inviteret til at reflektere lidt dybere over, hvorfor man gjorde, som man gjorde, og om man ville gøre det samme igen? Og så giver samtaler og relation også et indblik i, hvordan andre virksomheder griber deres forhandlinger, trivselsprogrammer, kompetenceudvikling og så videre an. Og det kan være vigtig inspiration til det, man selv kan foreslå i egen organisation.

Hvordan bliver du mentor eller mentee?

Det vigtigste er, at du beslutter dig for at gøre det! Og at der med din beslutning også følger, at du vil bruge tid på det. Et mentorforløb er typisk på 9-12 måneder og I mødes 5-6 gange i forløbet. Et møde varer typisk 1-1½ time, så tidsforbruget er ikke voldsomt.

Men det er også vigtigt, at du sætter tid af til dit eget refleksionsarbejde, både når du forbereder et møde, og når du arbejder med det, der kom ud af mødet. Mentorsamtaler flytter nemlig noget, og det skal du have tid til at tænke igennem og handle på.

Tilmeld dig som mentor

Tilmeld dig som mentee

Du vil blive bedt om at udfylde et profilskema, når du er logget ind med MitID. Tænk derfor over:

  • Hvad vil du have sparring på – hvad kan du give sparring på?
  • Hvad skal mentor udfordre dig på – hvilke vigtige erfaringer, har du gjort dig?

Vi er altid til rådighed med praktisk hjælp og viden om mentorprogrammer, så hvis du vil vide mere, så skriv til mentor@djoef.dk

Vi glæder os til at tage imod dig på vores platform, som hedder PushFar